Industriudstillingstidende 1852

(fjender forresten Vorherre ikke bedre denne Hel- gen, end jeg fjender ham, saa sveder han endnu i Skjærsilden) — og som Folge heraf havde jeg hverken Rist eller Ro, førend jeg fik Nogen i Haarene. Men hvem siulde jeg først tage fat paa? Jeg holder mig gjerne til det, der er Dagens Evangelium, eller dens „Love" — som en Fransk- mand vilde sige —, og da mi Industri-Udstil- lingen paa en Maade er det, saa nmætte det være En eller Anden, der stod i nærmere eller fjernere Forbindelse med denne, imod hvem jeg ffulde optræde fem Opponent. Soni jeg nu saaledcs gik og i onde Tanker og Forsevtter betragtede i UVstLllingsbygm'ngen de st o bie og smeddede Metaller, Instrumenter, Værktoi og Waabeu, som Noget, der bedst sym- pathiscrede med win Stilling og Stemning for Dieblikket, fatdt det mig ind, at de Herrer Isen- kræmmere kunde være en lige saa passende som værdig Gjenstaird at binde an med. „Jeg tor sværge paa — sagde jeg til mig selv, — at Jsenkræmmerne lade haant om Ud- stillingerl, at den er dem en Torn i Diet, og at de overhoved betragte del som stik imod deres velforstaaede Interesser, at der gjores Noget for at fremme indenlandffe Fabricata, siaffe dem An- vendelse og Anerkjendelse. Teres Troesartikel er nu engang — forskrive! Alt hvad der er over den, er oiibt. Na ar og hvor seer man disse Staderls, i Reglen velhavende, Folk røre og bevæge sig? Gjor Nogen af dem Noget, der . blot kan ligne et Offer paa Fædrelandets Alter? Da „Bondefrederik" jo nylig er blevm til en Femdalers-Jnjurie, sial jeg vel vogte mig for at kalde dem slette Patrioter; men at de ikke just ere saa overdrevne Ultraer i det Stykke, tor jeg dog nok vove at Paastaae, uden Frygt for Mulct og Mortificationsdom." Saaledes raisonnerede jeg i mit stille Sind; men imidlertid faldt mit Die paa „Frederiks- værks Etablissement" og „Raadvaddams Fabrik." Det er jo dog indenlandsk Industri — tænkte jeg — og det randt mig nu i Hu, at enhver Jlltereöseut i Lauget sial indsrie to Actier i sidst- nævnte (Raadvaddams) Fabrik saaledes, at hvis han ikke kan betale hele Summen — 3000 Rbd. Selv — med del fulde Delob strar paa eet Bræt, har han kun 2 Aars Dilation imod 4 pCt. Renters Erlæggelse af det Manglende. Jeg fandt da, at Jsenkræmmerne — frivillige» eller nødtvungne — dog bidrage til den indenlandske Industries Fremme, og det vilde derfor være noget ubilligt at kaste sig over dem formedelst Maugel paa Patriotisme. Man kml nu ikke retvel fortænke den Mand, der tvinges til Noget, at han ikke har synderlig Kjærlighed til af egen Drift at gjore Mere end dette Noget. Jsenkræmmerne maae følgelig, efter Naturens sædvaulige Gang, uden Hensyn til andre Fordele, have en vis Antipathi imod inden- landske Fabricata, og i samme Forhold og af samme Frihedsgrund helde til de udenlandske. Men er da en saadan Tvang virkelig tilstede? Vi maae desværre besvare dette Spørgs- niaal med Ja. Det hedder nemlig i Jsenkræmmernes Laugs- artikler, at det stal være Pligt for samtlige Inter- essenter, til alle Tider at have et tilstrækkeligt Forraad af gode og brugbare Varer, fornemme- ligen af Saadanne, som Haandværkerne til deres Professioners Drift og Landmattden til sit Ager- brug behøve, og at udsælge disse Varer til billigste Pris. — Ved demie sidste Bestem- melse, hvis den samvittighedsfuld overholdes (og det bor jo enhver ærekjær Mand, naar han ind- gaaer en Forpligtelse) umuliggjores enhver Spe- culation; thi kunde en Isenkræmmer forskaffe sig et Parti Varer under gangbare Priser og ved at holde Pris med sine Medborgere have en større Avance ved denne Leilighed, saa bør han dog undersælge dem, da han jo ellers ikke sælger Varerne til den „billigste Pris", hvad dog vel ni aa forstemes i Relation og Forhold til hans eget Jttdkjob, og ei til de almindelige Priser. Men nu følger en værre Besteurmelse: de — Jsenkræmmerne — bor være omhyggelig for, at anskaffe sig Handelsvarerne fra første Haand, og saameget som muligt fra indenlandske Fabriker og Haandværkere. Med Hensyn