Industriudstillingstidende 1852

23 hertil er det paalagt Jsenkræmmerne, at holde den i Jægersborg Dyrehave anlagte Raadvaddams Fabrik, som er Laugets Eiendom, i forsvarlig Drift. Heraf sees, at det er gjort Jsenkræmmerne til Pligt, at ansiaffe sig Varer fra „indenlandske Fabriker og Haandværkere". Vel staaer der et betingende "saameget som muligt"; men den moralsie Tvang er dog ligefuldt tilstede, og det bliver saaledes ikke af Fædrelandskjærlighedens sijonne Drift, men af simpel Pligtfølelse, at en Mand i det omhandlede Fag soger og holder sig til de danste Jndustrifrenlbringelser. Men tydeligere udtaler hiin moralsie For- pligtelse sig endnu i det Folgende: Ligesom og Interessenterne, som „ære- kjære Mænd og Borgere", ere forbundne til, ikke at forskrive fra fremmede Steder noget af de Slags Varer eller Redstaber, som paa Værket nu eller t F remtid en kunne gj 0- r es (?)-------- En Jndforskriver gjores altsaa til en æreløs Mand og Borger. Værst er det dog, forekommer det os, at Værket tillige faaer et Slags Monopol paa andre indenlandske Fabrikers og Værksteders Be - kostning, det hedder nemlig fremdeles: ------------et heller Samme af Andre her at kjobe, Alt under deres Actiers og Tilfluddes Forbrydelse til Værket. Er nu Meningen af de Ord „af Andre hek at kjobe" den, at Jsenkræmmerne, under nævnte Straffetrudsel, ere forpligtede til at tage de Va- rer eller Redskaber, som paa Raadvaddams Fa- brik kan eller i Fremtiden kunne gjores, uden Hensyn til, om „Andre her" formaae at levere bedre og billigere Artikler i samme Genre (og det er dog den rimeligste Fortolkning), saa er Eneretten færdig, om end, som Etatsr. Thaarup i sin Tid Paastod, „Forpligtelsen vel især over- holdes med Hensyn til Jernpander og Spa- der, som ere de to vigtigste Artikler, Fabriken leverer" (vi siulle dog nævne: Knive og Gafler). Af det saaledes her Anførte, vil det være indlysende, med hvilke Følelser en Isenkræmmer kan betragte Industri-Udstillingen i Egenflab af Isenkræmmer. Med en glad, patriotisk Følelse, naar han seer, hvorledes Industrien fremstrider, saa det gjores ham let at holde sig til de „inden- landsie Fabriker og Haandværkere"; men tillige med en modsat Følelse, naar han seer „Andre her" levere smukkere og billigere Varer end Raad- vaddams Fabrik, „Laugets Eiendom," og som han er forpligtet til at holde i „forsvarlig Drift". At vi hermed ikke ville udtale nogen Dadel over Værkets Fabricata, er ufornødent at be- mærke. Men — med alt Dette forekommer det os dog, at en Jsenkræmmers Samvittighed har flemme Conflicter at rede sig ud af, saa at vist- nok Udstillingen kunde og burde bidrage Noget til at bringe ham paa det Rene med Hensyn til hine Forpligtelsers Holdbarhed eller Uhensigts- mæssighed. Om Nsdvendigheden «f en Smule tos. I Hostens Tid viser sig et lidet Insect, der udmærker sig ved meget lange Been. Den altid omsigtige Natur har uden Tvivl forsynet det med disse, for at sætte det i Stand til, hurtigt at stride heil over Stubbene paa Marken, der ellers vilde forhindre Dyret i at forfølge sit Rov. Ifølge vore Iagttagelser faaer Mennesiet ved en Smule Runs saadanne lange Been. I fuld- kommen ædruelig Pasgang steder man overalt imod Forhindringer, Myretuer blive til Alper, Sneglehuse til chiliesiske Mure og nogle usiyldige Sandkorn til forfærdelige Klippemasser; men har man en lille Ruus, saa spanker man rast hen over deslige Stubber, for at naae Maalet; man veed ret godt, at der er Myretuer, Sneglehuse 0. s. v. paa Veien, dog agter man ikke derpaa, og i Reglen gaaer det heldigt. Det er en Selv- følge, at Rusen maa være i et vist Stadium, at den maa, for at tale med vore tapre Jenser, være „en blid Opstrammer" og ikke grcendse til Fuldflabslallen — det vilde være at gjore Ondt til Værre. Da den Blinde ikke retvel med Haab om