Industriudstillingstidende 1852

4 ti Forskrivninger til Fanden. Det har vel altid været min Mening — og jeg uegter ikke, at den ei just er aldeles chri- stelig, — at Fanden sætter sin Plumpfod paa alle menneskelige Foretagender, saa at hans in- fernalste dæmoniske Indflydelse i meer eller mindre Grad overalt er sporlig. Men jeg har dog hid- til næret en Tvivl — salig Luther tilgive mig den! — om hans personlige Tilværelse og Til- syneladelse. Vistnok er det begribeligt, at Sne- dighedens Fyrste vel ikke vilde være saa erkedum, at vise sig ved hoi Lys Dag paa Gader og Stræ- der med Horn i Panden, Svands, Hestefod, og en Blære i Haanden, saaledes som i gamle Dage, eller som Djævlene i Casortis Pantomimer, faa- som vi have et velordnet Politi, der i saa Til- fælde snart vilde faae Hs. sataniske Majestæt ved Vingebenet, ikke at tale om, at han i fligt forældet Costume vilde jage sine Kunder fra sig; og derfor holder jeg ogsaa for, at hvis han som Person virkelig ikke er nedmanet ved Hjælp af den rene — d: e: flet ingen — Tro til Jordens Kjerne, saa at kun hans Indflydelse er mærkelig paa dens Overflade, saa maa han fremtræde i en til Tiderne og Sæderne svarende anstændig Skikkelse. Men hvor langt jeg i saa Henseende er fra det Rette, hvor sikkert det er, at Løgnens Fader endnu den Dag i Dag — idetmindste uaar han kommer i Eulbedsmedfor — har sit behørige Skilt og sine Identitets Reqvistter med sig, dette sremgaaer as folgende sandfærdige Hi- storie. En Dag kom en ung Mand til mig, til- kjendegav sig som en Haandværker og spurgte, om jeg ikke redigerede det Blad, der blev trykt i Udstillingsbygningen. Da jeg havde bejaet dette, udbad han sig Tilladelse til at meddele mig Noget, men som just ikke var fortalt paa et Sieblik. Den unge Mands hele Væsen beha- gede mig, og med sand Fornøielse opmuntrede jeg ham til at aabne sit Hjerte; thi det lod til, efter hans Tale at domme, at hans Meddelelse mere var af en Skriftestols Natur, end i In- dustriens Interesse, — hvilket forsaavidt rigtig- nok gjorde mig ondt, da jeg i Enhver, som nævner Jndustriudstillingen, venter en solid Medarbeider, der kan levere mig saadanne Artikler, som „Berl. Tidende" og „Dagbladet" regalere med om Usse- rods Klæde, Horavlen, Garnspinderiet og Linned- fabrikationen, — Artikler hvilke jeg, fuldtvel ind- seende deres Nyttighed og Fornøielighed, meget maa beklage, endnu ei har seet mig sat i Stand til at yde. „Troer De paa Fanden?" faldt han mig med Dsren ind i Huset. „Det er et Samvittighedssporgsmaal, Højst- ærede! Men min Tro i saa Henseende vil ikke have nogen væsentlig Indflydelse paa den Op- mærksomhed, med hvilken jeg vil hore deres Med- delelser." „Det er ogsaa ligemeget," vedblev han, „hist og her af deres Atringer har jeg dog seet, at De ikke er aldeles utilbøjelig til at------|wen jeg vil strar gaae til Sagen. Jeg har, maa De vide, været forlovet med en god og smuk lille Pige t nogle Aar. Vi ere egentlig Sosiende- børn. Forleden Dag gik jeg og Amalie — det hedder hun — hen sammen, for at see Udstil- lingen. Ved hvert Stykke Meubel bleve vi staaende, og halvt i Skjemt halvt i Alvor ytrede jeg: Gid jeg kunde give Dig et saadant Meub- lement, naar vi skulle sætte Bod! Hun meente vel, at Mindre kunde gjore det; men skjondt hun, som sagt, er en god Pige, troer jeg dog nok, at 11 hun ikke just vilde blive vred over at see sig i siige Omgivelser. Især var der nu et stort Speil, som trak os Begge til sig; jeg veed ikke, hvordan det gik til, men jeg kunde ikke komme bort fra Speilet; det forekom mig, at Amalie endnu var smukkere, endnu ferne mere blid og god ud, naar jeg saae hende tilsmile og tilnikke mig fra den blanke Flade. Imidlertid traf vi Bekjendter derinde. Nogle fik fat paa mig, Andre paa hende; vi bleve adsiilte, og jeg gik nu omkring for at opsoge hende, hvorved jeg atter kom hen til det forherede Speil------------" „Det var gansie naturligt," bemærkede jeg; „thi da De var bleven siilt fra Deres Forlovede paa dette Sted, maatte De have en Formodning