Industriudstillingstidende 1852

55 give nag den tilsigtede Anviisning paa at gjore GlaS seigt. Omsider rykkede han ud med en lille Bog, eller egentlig et Foderal, med løse Blade og Opskrifter. Han bladrede deri, ligesom for at frasøge Noget. Nu tog jeg haut forst ret i Diesyn, og jeg saae tydeligt, at han havde en Hestefod og i det Hele taget saa temmelig lignede Djævlen, saaledeS som jeg har tænkt mig ham. Det var altsaa dog intet DidstrupS-Lem! I samme Dieblik opstod en uimodstaaelig Lyst hoS mig til at narre Fanden, til at spille ham et PudS. Han vilde jo dog — tænkte jeg — fraliste Dig Forskrivningen, uden at yde den Tjeneste, der var nævnt i samme og betingede den. Jeg snappede altsaa Bogen fra ham, be- holdt mit Revers i Haanden, spændte Been for ham saa han tumlede baglænds over en Smer- kjerner og lob, det bedste jeg kunde, ud af Ro- tunden og ind til Orgelet, hvor et Instinct sagde mig vilde være det bedste Asyl imod Djævleu og alt Djævelstab." Med Opmærksomhed havde jeg fulgt den uuge Haaudværkers sære Beretning. Ligesom han havde holdt Fanden for en stakkels vanvittig Flygt,ring, saaledes var jeg nu tilbøjelig til at antage, at han selv havde en Rem af Huden, saa at han enten, hvad han dog ilke lod til, havde en lille Skrue loS, eller havde dromt den hele Historie. En tredie Mulighed var vel og- saa tænkelig, nemlig: at Mennesket var blevet for- ledet til at gaae over til Mormonerne. Da jeg ikke kjender disses Læresætninger, uden i alt Fald af MarryatS "Monsieur Violets Reiser og Eventyr«, 2den Deel, saa vidste jeg heller ikke, hvorvidt Fanden havde nogen Hovedrolle i samme. Paa onde Aarlder troe de rigtignok, og Joe Smith kunde see alle Ting i og under Jorden, oinede store Guldstænger og Sølvplader, — alt Dette havde jeg læst; men det var endnu ikke den virkelige Fanden. Da imidlertid Reli- gionssværmeri i inere eller »lindre Grad er Gal- stab, saa var det i Grunden ligegyldigt, om en af hine EmiSsairer, der kalde sig Stor-Comman- deur, Prints af Zion, Greve af Jerusaleni, Di- recteur for det hellige Collegium rc. havde gjort ham forrykt, eller han paa anden Maade havde hentet sig sin Raptus. Gal var han altsaa, og var han det ikke, havde han idetmindste dromt. Saaledes fluttede jeg, og var netop ifcerd med at overveie, hvorledes jeg bedst skulde tage Sa- gen, for om mulig at komme til nogen Vished, da det unge Menneste atter begyndte saaledeS: „Man siger for et gammelt Ord: Hvad med Synd man faaer, med Sorg bortgaaer. Saaledes gik det omtrent ogsaa mig. Jeg uegter ei, at det ikke var saa ganske honnet, at snappe Bogen og Papiret fra Fanden, det var ikke stort bedre end Vold og Herværk; men jeg gik da ogsaa Glip af Frugterrle kan jeg troe. Neppe befandt jeg mig i Sikkerhed og havde været saa heldig at finde Amalie, førend jeg fremtog den omtalte Bog, der sknlde lære mig at gjore Glas, som ikke ku»lde slaaeö tlu — Glarmesterne til liden Baade. Forhippet kigede jeg lidt ind i den, tog et af de forste lose Blade ud og gav Amalie det Vorige i Forvaring. Hvorledes der er gaaet til, begriber jeg ikke. Hun gjemte Sagerne, som jeg med mine egne £5ine saae, i sin Tasie; men da vi skulde stilles, var det Alt- sammen borte — jeg havde nær sagt Fanden i Vold." AErgerlig over denne trivielle Opløsning, hvilken jeg følte mig fristet til at betragte som et Fis, bemærkede jeg ironist, at det Blad, han havde udtaget, formodentlig ogsaa var forsvundet, pulveriseret til Millioner Atomer formedelst Fan- dens usynlige Kraft. „Nei," svarede han rolig, og fremtog en Strimmel Pergament, hvorpaa med smaa gothiste Bogstaver var sammengnidret Noget, jeg aldeles ikke kunde læse. »Her er det; og det er netop denne Opskrift, der bringer mig til Dem, Maastee staaer her Noget paa, som kan være os Begge til Gavn. Jeg har Tillid til Dem. Vi kunne godt være To om Hemmeligheden, og hvad Sjælen angaaer, saa har jeg jo, efter hvad jeg har for- talt Dem, kjobt Fanden en Pibe. Vil De der- for behage at læse." „Det lader jeg nok være," sagde jeg, stirrende paa Pergamentet, uden at kunne finde anden