Industriudstillingstidende 1852

2 til tfuasi-Keiserdommer; man revolutionerer idag, octroierer irrlorgen og stikker Piben i Sæk iover- morgen. Hele Europa — det catholske med det ikkecatholste — synger Piushymner, og inden deri sidste Accord har afsummet, er den ristede hellige Fader Landflygtning. Tet er Altsammen nu saaledes, som det altid har været; fim gaaer det lidt hurtigere. Man burde aldrig have sagt: „Det er ikke muligt;" thi hvad har ikke været muligt her i Verden? I gamle Dage oplevede Tvivlerne ikke altid Umulighedens Virkelig- gjorelse; nu derimod bliver politisi og social Umu- lighed gjort mulig førend deri vairtroe Thomas faaer Stunder til at fole Naglegabene. Vare vi lidt ondskabsfulde, kunde vi jo rigtiguok miføre enkelte Undtagelser fra deuue Hastværksregel, vi kunde f. Er. uævne visse Communalbestyrelser, der ikke ynde at kjore med Damp; men vi ville være godmodige, ikke skumle med Bitterhed over Stadsfædreues festina lente! — Nok er det: Tideu har Hastværk; og naar Archimedes i stolt Tillid til stue Skruer og Maskiner, skal have sagt: „Giv mig et fast Punct, hvorpaa jeg kan staae udenfor Jorden, og jeg vil paatage mig at dreie den rundt!" —, saa lee vor Tids Archimeder; de forlange ikke det faste Punct, men kun — et Par Maaneder, og Jorden er endevendt! Dog, den lille Evighed ufortalt, saa er et Par Maaneder for Journalisternes Vedkommende alligevel et temmelig indskrænket Tidsrum. Dette Folkefærd vil ikke tit at begynde en ny Wra, men regtter bestandig efter „Aargange". En Journalist kommer virkelig i Forlegerihed med et Par Mamieder -- det er ikke eugailg et „Qvartal". Da nu Jttdustriudstillittgsbygttittgen ikke stal staae længere end et Par Maaneder, og dette Blad — poetisi talt — er Træets Dryade, hvis Liv staaer og falder med fin Foranledning, saa er Redactionen i den nævnte Forlegenhed. Et Par Maaireder er baade for Lidt og for Meget. Et Par Aar, eller et Par Minuter; det er Er- tremer, Hoire og Veustre; men et Par Maaneder det er juste-rnilieu, Ceirtrum, hverken Kjod eller Fisk. — Hvilken Plan, Teadetts, Farve o. s. v., o. s. v. sial man vel give et saademt Tomaane-- ders Blad? — „Gumdige og velskrevne" Artikler om Danmarks Stilling som Fabriklarid, om In- dustriens Udvikling og dens Indflydelse paa Cul- tur, Velstand og Velvære, om--------------------ak! hoistærede Læser, det er jo i Hundedagene, og med stadigt Hensyn til den værende og vordende Hede, vilde det være et Slags Selvmord og derhos attmteret Mord, paa delirie Tid at skrive og fordre Opmærksomhed for deslige „ledeade" Artikler. — Først havde vi ismde, at vandre dagligdags her i Bygningen, opsamle alle fal- dende Vittigheder og sætte dem i Bladet; thi saa- daut Noget lader sig let læse, og støder err Læser tilfældigviis paa, hvad hatt selv har sagt, saa er Bladets Lykke gjort, — man har talt ham ud af Hjertet, og critiserer han Artiklen, saa kriti- serer han sig selv, hvad han vel vil vogte sig for ifølge Skriftens Ord: „Ingen hader sit eget Legeme, men foder" rc. Dog, Bladet tor ikke vente — prosaisk talt — at blive betragtet som tynde Pandekager, der smage bedst saa varme som de komine fra Panden. Bladel vil ikke altid blive hentet og endnu mindre læst ved selve Hurtig- pressen; nran vil tage det hjem med, maastee læse det „med Andagt," maaskee samle de enfelte Numre, lade dem mdbittde til en Souvenir og mere Saadant, hvorom vi gjore os sanguinste Forhaabttiuger, — da vilde et Vademecmn af den omhattdlede sammelisiskede Natur strar falde fra hverandre, man vilde savne Fundament, Ge- halt og Soliditet. At fylde Bladet med Udskrifter af Cataloget over de udstillede Sager, vilde være et Jlrdgreb i vedkommeude Forlæggers Rettighed, og hverkeu gavne eller glæde Publicum; og da der saaledes, saavidt vi stjonne, ikke gives flere Alternativer, saa finde vi det rigtigst, til en Forandring, at redigere Bladet planløst, det vil sige, at lade Jndustrieils Muse vilkaarligen raade, at lade den daglige Stemning indvirke paa Bladets Tilstand, og omvendt Tilstanden paa Stemuittgen. Vi ville, hvad Bedømmelser og deslige „staaende" Artikler aagaaer, søge at indhente Sagkyndiges gode Bistaild, og med Hensyn til det lobende Indhold ikke tage os Verden altfor nær, men