Industriudstillingstidende 1852

58 /orskntmiirger til /ånde«. (Sluttet.) Pergamentsbladet, hvilket jeg nu oplæste for den unge Haandvcerker, indeholdt altsaa bl. A. følgende historiffe Notitser: Anno 969 før Chr.*). Da Jehovah viste mig sin Tjener Hjob og sagde til hanS Prøvelse: „See, alt det, soul han har, er i Din Haand!" — da lod jeg Sabæerne flaae hans Stude og Aseninder, og han ommede sig saare, og jeg lod Lynilden fortære hanS Faar og Dren- gene, som vogtede dem, og han gav sig end ynkeligere; og jeg lod Chaldæerne ligeledes over- falde hanS Kameler og deres Vogtere, og han blev meget elendig tilmode; og endelig lod jeg en heftig Vind kouime fra hiin Side af Orkenen, der tog fat i Husets fire Hjorner saa at det begrov hanS Sønner og Døtre, og Hjob sønder- rev sine Klæder. Men da jeg selv udstrakte min Haand og knuste hans G la S og spredte det som Avner for Vinden, da vaandede han sig i Stø- vet og sireg: „Jeg er en ruineret Mand. Nogen kom jeg til Verden, nøgen gaaer jeg herfra." — Glasset var dyrere end Guld. A. 30 f. Chr. — Efter OctavianS Seir ved Actium blev Wgypten en romersk Provinds, da blev ogsaa de ægyptiske Glasarbeider bekjendte i Italien. Men Cicero, der dode d. 7. Dcbr. 43 f. Chr., nævner allerede disse Varer, medens PliniuS d. SE., f. 23 A. f. Ch., bevidner, at GlaSmagerkunsten allerede dreves i Gallien og Hispanien------de Hedninger gad jeg ikke havt Noget at bestille med; de vare mig sikre nok alligevel. A. 16 efter Chr. — Tiberius (Claudius Nero), den anden romersie Keiser, var en Mand, jeg kuilde bruge. Han holdt meget af Glas, især carfunkelrodt; thi det lignede Blod. Paa sæd- vaillige Betingelser solgte jeg til en Glasmager *) Vor Tidsregning var rigtignok brugt, dog stod der ikke ser eller efter „Chr.", men en underlig Figur, omtrent som et Sporgsmaalstegn; thi: „Fanden flyer for Korset." den Kunst, at gjøre Glas saa haardt, at man end ikke med en Hammer kur,de flaae det itu paa Ambolten. Den Tosse havde ingen Aar betinget sig. Han gik til Tiberiu S, for at sælge sin Kunst. Men min gode Ven Tiberiu S lod Hovedet flaae af ham; thi det jernhaarde Glas, meente han, vilde stille Guld og Sølv ved Værd og Værdi. SaaledeS fik jeg halet Mandens Sjæl tidligere til mig, end formodet; Hemme- ligheden gik tabt med ham, kunde atter sælges som Hemmelighed og —-------------" „Holdt, for Guds Skyld! Holdt!" afbred min Tilhsrer mig bleg og stjcelvende. „Lers ikke videre! Jeg ønsker ikke at erfare Glashemmelig. heden; mit Hoved er mig kjærere." „Der er ingen Tiberius i vore Dage," be- mærkede jeg leende. „Tilmed var hanS keiserlige Majestæt et Fæ. Hvorledes skulde GlaS kunne gjøre Guld og Sølv overflødigt?" „Ja, ja, vilde ikke en Keiser just gjere mig et Hoved kortere, kunde dog en eller anden GlaS- hytte udsende sine Spioner paa mig og stoppe mig Munden til med Muld. — Men læS dog lidt endnu !" Jeg vedblev: A. 238 havde man brogede Ruder. Kloge Folk bilde sig rigtignok ind, at have fundet Glas- vinduer i Gruset af Pompeii; men det Glas er smeltet i min Ovn og falder meget t det svovl- blaae. B. 526. Da Frankerne toge Gallien til Pyrenæerne fra Vestgotherne, var der Glas i FrankerigetS Kirker; men i de faa Huse, hvor det fandtes, havde jeg Prioritet. C. 674. Da Abbed Benedict lod bygge WeremouthS nye Abbedie, lod man komme en Glasmager fra Frankerige; men da vi ikke kunde blive enige om Betingelserne, lod jeg heller ikke Anlæget lykkes. Derimod et Aarhundrede derefter, nemlig A. 774, da Carl den Store erobrede Rom, blev der sat farvet Glas i Italiens Kirkeruder, og jeg tog Romertogene til Indtægt. A. 1180. Til Kirker, Klostere og Abbedier har jeg alkid havt et godt £5ie. Derfor lod jeg