Industriudstillingstidende 1852

91 og Grund, og nu gjor han et fortvivlet Forsøg paa at trænge sig ind t vor Midte." Jeg be- fluttede at overantvorde ham til Oldermændenes videre Behandlittg, idet jeg sagde: „Denne Person, mine Herrer! vover at kalde Dem Elendige; ja formaster sig til at paastaae, at De ikke kunne bedømme et Arbeide, som om ikke ethvert Langs Oldermand, den Mand, som hædres med sine Laugsbrodres Tillid og den hoie velvise Magistrats Sanction — maa være den første og fornemste Autoritet, fremfor saa- dan en Snushane." Oldermæildene udstødte et uheldsvarslende Tordenchor. Jeg vilde ikke give 4 Skilling for den Udekjendtes Liv, og ventede hvert Dieblik at see ham pulveriseret til Atomer under Laugs- repræseillanlernes haardfore Arme. Men deraf blev Intet. Han opslog en Skoggerlatter, som Christiansborgflot gjentog i Echo, og sagde, idet han svingede Stokken over deres Hoveder: „Ned med Eder, I svundne Dages Gjensærd!" Og see! alle Oldermændene sank i Jorden, lige tæt ved det salig kongelig danske Cancelli. — De vare altsaa Gjensærd, deraf kom deres dybe Gravsteunne. Naa — tænkte jeg — nu kommer Touren til Dig, da jeg stod ene med den Frygtelige. Det er ingen Spog, saadan at blive manet ned i Jordens Middelpunkt. Han lod sin Stok syrike og støttede sig til den i en stolt malerisk Stilling. „Kjender Du Formens evige Magi?" spurgte han. „Saa nogenlunde, troer jeg," svarede jeg, noget lettet ved Haabet om, at han, som alle plumpe Naturaander, efter den forste Kraftan- strængelse nu agtede at siaae sig til Ro og faae sig her i Maaneskin en gemytlig Passiar om Poesi og æsthetisie Regler, siden han gjorde mig hint SporgSmaal. „Du kjender altsaa Formens evige Magi," vedblev han „og dog har Du villet vove at dømme uden min Bistand, ene stolende paa disse, kun efter Nytten, Gehaltet og alt Saadant ! vurderende Spidsborgeres bornerede Anskuelser —" „Om Forladelse, Deres Velbyrdighed!" faldt jeg ham i Ordet: „hine Herrer, hvortil De sigter, vare alle sagkyndige Oldermænd, og jeg mener — —" „Du mener, som saa mange Andre mene, at jeg er en Overflodighed, sijondt det er mig, som paatrykker ethvert Arbeide TidenS Præg og Stempel, giver det Værd og Evighed." „Maa jeg da ikke udbede mig Hr. Mynt- mesterens Navn", bad jeg. „Kom 1 jeg stal hviske Dig det", sagde han, og med en Lovestemme brølede han mig i Øret: „Architect!" Jeg streg hoit og — vaagnede. Nær ved mig stod Mester Damborg. „Det var dog en forunderlig Drom!" ud- brød jeg, gned mine Dine og var uvis om, hvorvidt det dog ikke var noget Mere, eird en Drøm. „Ja saa maa De have mig meget undskyldt", sagde Mester Damborg, at jeg vækkede Dem. Jeg havde blot glenit miti Paraplui og man kan ikke vide, hvordan Veiret bliver; det er en uro- lig Aarstid." „Det var dog en forunderlig Drøm", gjen- tog jeg tankefuld. „Ja paa Saucta Venceslaus drømmer man ikke anderledes", sagde han polidst leende, med et Sideblik til Solbærromstasien, og an- befalede sig. Men min, de andre Blade knusende, Ar- tikel var røget i Lyset for dennesinde. Et Spsrgsmaat. En Mand fortærede hvert Aar af sine Renter 10,000 Rbd. og derover; men brugte aldrig andre Ting end de, der vare gjorde i Staden, hvori han boede, med Undtagelse af saa- danne Colonialvarer, som nu engang ifølge vor Levemaade ikke kunne undværes. En Morgen-