Kunstfærdige Gamle Bogbind Indtil 1850
Det Danske Kunstindustrimuseums Udstilling 1906

INDLEDNING synligvis er udiørt i Frankrig, har Kansleren Johan Fiiis til Hesselager sikkert ladet det stemple med sit Navn her i Dan- mark. Kun her kunde i det 16de Aarhundreds Midte et Stykke Haandforgyldning gøres saa skævt og slet, som detle Navn ei trykt. . At Kravet til Haandforgyldningen hævede sig herhjemme længere hen i Aarhundredet, det viste de baade smagfulde og ret smukt behandlede Bind, som var udførte for Tycho Ih a he (Fig. 123). Men hverken disse Bind eller de bedste danske Bind fra den følgende Baroklid, f. Ex. det meget splendide med Chri- stian V’s Monogram og Oversaaningen med Kroner (rig. 124) lod dog ane, hvilke Triumfer Haandforgyldningen forlængst havde fejret ude omkring i Europa. Bet højt stod vi derimod i den Kunst at brodere Bind med Guld- og Sølvtraad paa Høje eller Silke (Fig. 125—127); ret villigt synes vi ogsaa at have lulgt den Mode at binde Bøgerne i smukke vævede Stoller. Almin- delige herhjemme synes i det 18de Aarhundred de fai vecie c ei marmorerede Pergamentsbind at have været, af hvilke de bed- ste Exemplarer var nogle afBogbinderlaugetsProlokollei (rig. 128). Delvis for vor egen Regning stod ogsaa en udmærket Kom- position i en noget senere at disse Protokoller, el Bind af Skind, som bærer Navnene Marthin Christian & Michael Johan Graae (Fig. 129). Mindre opbyggeligt var det derimod at erfare, at del en Gang er faldet i Folks Smag her i Danmark at faa deres Bind paaklistret Sølvpapir, hvoraf der ved H jælp af grønne og blaa Lasurfarver frembragtes noget, som vistnok skulde ligne Perlemoder (Fig. 130). For saadan forloren Pragt maatte man i høj Grad foretrække det attende Aarhundreds Type for det borgerlige Bogbind, det saakaldte Spejlbind al sprængt baaie- skind med blindtrykte Rammer indenfor en lille Bort i Guld (Fig. 131), for ikke at tale om de beskedne og dog saa statelige røde Maroquinsbind med deres Linjeramme, Rococokant eflei Kniplingskant, der betegner den højeste Luxus blandt del 18de Aarhundreds Bogsamlere i Danmark. Lad dem være nok saa borgerlige, disse Bind med og uden Bomærke (Lig. 132—137), det er dog umuligt ikke at holde at dem som del sande og æg e Udtryk, de er, for de smaa danske Forhold. De har — ligesom de mange danske og norske Psalmebogs-Bind med deres Spæn- der og Beslag af Sølv og deres ofte snurrige Indskriftet ( Mg. 138-139) - en egen hjemlig Hygge, som man forgæves vil søge og naturligvis heller ikke kan forlange al finde i de rige eul°" pæiske Luxusbind. Der er ligesom noget uberørt og li o as x ec dem deri, at de er bievne her i Landet og aldrig hai xa< ( e store Samleres Attraa. Vanskeligt at tænke sig noget saa røren- de i el fremmed Bind som de Hjerteklapper, udskam ne i aIn ret paa Spejlet, bag hvilket et agtet og en Gang elske avn 13