Motorcyklen og dens Behandling

ledes gennem et Rør fra Køleren til det laveste Punkt i Motorens Kølekappe. Vandkølingssystemet er temmelig indviklet til An- bringelse paa en Motorcykle, og dets Anvendelse med- fører naturligvis nye Pligter for Motorcyklisten. Saa- ledes maa han passe, at Kølevandet saavidt muligt ikke kommer til at koge, og skulde det alligevel ske, maa han sørge for, at der ikke fordamper saa meget Vand, at Cirkulationen standser. Omvendt maa han ogsaa være forsigtig i Frostvejr; thi Kølevandet fryser meget hurtigt til Is og kan da sprænge baade Kølekappe, Rørledninger og selve Køleren. Man maa derfor aldrig lade den vand- kølede Motorcykle henstaa i Frostvejr uden at tappe Vandet af, med mindre den er anbragt paa et Sted, hvor Frosten ikke kan komme til. Karburatoren. Om end Karburatoren i sig selv er et meget simpelt Apparat, der virker efter let forstaaelige Principper, og selv om dens bevægede Dele er faa og enkle i deres Bevægelse, er den dog udsat for adskillige Fejl og Syg- domme, som kan sætte den ud af Virksomhed. Og naar Karburatoren, som paa en vis Maade kan betragtes som Motorens „Hjærte“, kommer i Uorden, ja, saa gaar det ud over hele Maskinen, og dens Virkning bliver util- fredsstillende. Først og fremmest kommer det an paa, at Karbura- toren er rigtig indstillet, d. v. s. at den stadig giver de til ethvert Omdrejningsantal af Motoren svarende rig- tige Blandingsforhold mellem Benzindamp og atmosfærisk Luft. Denne rigtige Indstilling skal, og vil som Regel ogsaa, være udført fra Fabrikens Side, inden man mod- tager Motorcyklen, og da Indstillingen er et vanskeligt Arbejde, som kræver ikke blot stor Taalmodighed, men ogsaa megen øvelse og Erfaring, maa det fraraades den begyndende Motorcyklist at røre ved Karburatoren, saa længe det ikke er strengt nødvendigt.