Landmandsbogen I
Raadgiver for den danske Landmand og hans husstand ved den daglige Gerning

Fugtigheden. 125 I det smaa kan man stundom iagttage et lignende Fænomen i Halsen af en nys optrnkken Alflaste, hvor der kan vise sig en meget stærk Taagedannelse. Det lille Rum i Flaskehalsen over Øllet er nemlig for Optrcekningen fyldt med fuldstændig vanddampmættet Luft med et stærkt Tryk; men der er endnu ikke Overmætning og Taage. Kommer Proppen af, udvider den tryk- kede Luft sig og afksler sig i samme Djeblik. En Del af Dampene for- tættes og danner Taagen. Ofte ser man Skyer — ikke komme drivende —, men dannes Paa den blaa Himmel, f. Eks. hyppig paa Formiddagen om Sommeren. Det er op- stigende Luftstromme, som i en vis Hsjde give Fortætning. Derfor have disse Sommerstyer gerne en flad Underside og ere hvælvede opefter. Man Undrer sig stundom over, at saadanne Skyer kunne se saa „tunge" ud uden dog at dale. Man slutter, at de maa være tunge, deraf, at de ere i hoj Grad uigennemsigtige. Jo mere uigennemsigtig en saadan Genstand i Luften er, des tungere dommer man den gerne til at være. Nten i dette Tilfælde vilde det være en Skuffelse at domme saaledes. Jo finere og mangfoldigere Vanddraaberne ere, des tættere og tungere ser Skymassen ud, og saaledes er det netop i nydannede Skyer og Taager. Her findes næsten Vanddele paa hvert Punkt af Rummet, om end overordentlig smaa Vand- dele. Faa disse fsrst Tid til at klumpe sig sammen, saa at der bliver faa, men store Draaber, bliver Massen meget mere gennemsigtig. Saaledes er Regn langt mere gennemsigtig end nydannet Taage. Denne sidstes Draaber ere saa fine, at de enkeltvis ere usynlige for det blotte Oje. De dale derfor overordentlig langsomt gennem Lnften, som gør forholdsvis mere Modstand mod smaa Draaber end mod store, ligesom det g aar med Ler, der udslemmes i Vand: de grove Korn dale hnrtigst, det fine Ler bruger lang Tid og lægger sig derfor oven paa hine. Saaledes er den Langsomhed, hvormed nydannede Taagedraaber sænke sig, saa ringe, at en ubetydelig Opstigning af Luften formaar at holde den oppe, ja endog at ssre dem hojere til Vejrs; og det er da intet Under, at de tilsyneladende tnnge Skyer kunne svæve. Alle Draaberne ere imidlertid ikke lige store. De storste falde hurtigst, indhente saaledes andre og smelte sammen med dem til endnu stsrre Draaber. Disse falde endnu hurtigere osv., saa at jo celdre Skymassen bliver, og jo ftørre Hsjde den har, hvori dens Draaber kunne dale og vokse sammen med andre, des stsrre Vanddraaber opstaa der; der fremstaar Stsvregn og til sidst rigtig Regn. Naar Regndraaberne have naaet en vis Stsrrelse, kunne de dog ikke blive stsrre; thi fier dette ved yderligere Sammensmeltning med flere Draaber, vil Lnftens Modstand mod den meget store Draabes hastige Fald bryde denne itu igen.