Landmandsbogen I
Raadgiver for den danske Landmand og hans husstand ved den daglige Gerning

Middelalderen. 153 Mælk, vilde Dyr og Fugle til de daglige Fsdemidler, medens 01 og Mjod vare de mest yndede Drikke. I Klædedragten og i Boligernes Indretning var der stet store Frem- skridt, sammenlignet med den ældste Tid. Man brugte ikke mere Dyreskind, men Uld; Væverkunsten udovedes af Kvinderne, og ofte udfoldedes der stor Pragt i Klæder. Boligerne vare ikke længere Jordhytter, men ofte opfsrtes de af Tommer; Lyset kom ind igennem Aabninger i Loftet, under Soft- aabningen var Arnen, omgiven af Kampestene, og i Væggene vare Sove- stederne indrettede. De ringere Familier havde kun et Værelse, men de fornemme flere, saasom en egen Fruerstne, egne Soveværelser, Badstue, Kokken, Gildehal o. s. v. Efterhaanden som Skovene bleve ryddede ved Ild eller Øffe, rejste der sig Bolig ved Bolig, og flere Boliger — Bol — dannede Torpen eller Landsbyen. Naar der fra denne igen opdyrkedes afsides Egne, og i disse anlagdes ny Landsbyer, kaldtes den oprindelige By Adelby eller Hovedby i Modsætning til de fra den anlagte Torper. Den fribaarne Mand havde Ret til at bruge et Stykke Jord. I Landsbyen dyrkedes Jorden i Fælles- flab og tilhorle Bykommunen, kun felüe Gaarden med det tilhsrende indheg- nede Rum var Genstand for arvelig Ejendomsret. Hver Gaard fik tillagt en bestemt Husplads og Tofte, en Lod i Marken, nemlig en Fjerding, Otting eller saadant af hele Byens Agerjord, og endelig en Brugsret over Fælleden, bestemt ved samme Tal (V4, Vs o. s. v.), Fordelingen fandt Sted ved Lod- trækning (Jordlod), og Opmaalingen stete ved Hjælp af et Reb („rebet Jord"). Hver Gaard eller Bol havde en Lod i hver af Byens tre Bange, og for at Fordelingen kande være retfærdig, vare Agrene efter Jordens God- hed spredte paa forskellige Steder. Hver Mand havde ogsaa sin Del af Engene, men paa Almindingerne eller Overdrevene, o: de uopdyrkede Strækninger, der laa ved Byen, var Græsningen fælles. Opdyrkede nogen et Stykke af Almindingen, blev det hans Særeje uden for Fællesskabet, og et saadant Stykke Land kaldtes Ornum. Den opdyrkede Jord anvendtes mest til Græs og Hsslet, thi KreatUrholdet var den vigtigste Side af Land- bruget, medens Kornavlen kun var ringe. I Oldtiden og til langt ind i Middelalderen har Markfællesflabet sikkert mere været til Gavn end til Skade — det gaar med dette som med andre celdre Tilstande, som man fra moderne Synspunkter og med Nutidens Kulturtrin for øje har fordsmt, at de i sin Tid ikke have udviklet sig gennem Vold og Undertrykkelseslyst, men tværtimod ere fremstaaede naturligt og nodvendigt af Datidens okonomiste Forhold. De have derfor været fremmende og ikke hemmende for Udviklingen. Som nu Fcellessiabet: Bymændene valgte selv deres Oldermand, der ludede dem sammen til „Stævne" under „Bytræet", om hvilket Sten vare lagte i Kreds til Sæde. Her toges Bestemmelser om