Landmandsbogen I
Raadgiver for den danske Landmand og hans husstand ved den daglige Gerning

154 Danmarks Jordbrugshistorie og Statistik. Byens Anliggender, her vedtog de deres Byflraaer og paalagde Boder for Forseelser, og den Fællesskabsaand og Samfundsfslelse, der stabtes ved Sam- livet og den kommunale Selvstcendighed, havde for Bondestanden sin store Betydning: trnede Trykket fra oven med at blive for tungt, da har det sikkert ofte været fra Landsbyen, at Middelalderens voldsomme Bondeopror udgik. Hertil kom, at Samlivet, foruden at fremme den aandelige Udvikling og yde ftørre Sikkerhed i de lovlsse Tider, i mange Tilfælde ogsaa har gjort Be- driften billigere, een Hyrde knnde t. Eks. tilse hele Byens Kvceghjord o. l. Friheden og Retten til en ligelig Andel i Fællesgodset gav Nordboen sit ejendommelige Præg. Han betragter sig som alles Ligemand, han vælger frit sine Forere og deltager i Forvaltningen af Fællesskabets Anliggender eller kender som Nævning i sine Ligemænds Stridigheder, han sysler stadig med Vaabnene, og sine Lemmer gør han stærke og smidige ved bestandige Legemsovelser — med andre Ord: alle Evner bringes i Virksomhed og ud- vikles, forst den legemlige Styrke, dernæst Viljen, Forsynligheden, Omtanken. Dette forklarer til Dels, hvorledes lidet talrige Skarer af Nordboer kunde erobre fremmede Lande, der i Civilisation stod hojt over Norden. . — Allerede i det 6. og 7. Aarhundrede drog vore Forfcedre paa Sstog, der dog væsentlig indskrænkede sig til Nordens egne Lande og Osterssens Kyster. Vikingefærden var en Levevej saa god som Agerdyrkning og Handel. Landet var forholdsvis stærkt befolket, og Jorden kun dyrket paa Ufuldstændig Maade — man antager, at ved Kristendommens Jndfsrelse var kun Vs eller % af det nu dyrkede Land under Plov —; Smaakongerne og Hovdingerne vare da henviste til at erhverve det fornsdne til eget og deres Mænds Underhold ved Handel eller Vaaben, og helst ved de sidste. Saa fejder man rundt paa de mange smaa Riger, i hvilke Landet var delt. Vikingetogene til fjernere Lande begynde omtrent ved Overgangen fra det 8. til det 9. Aarhimdrede. Paa den Tid var Vejen for en ny Stats- dannelse i de nordiske Lande banet, de indbyrdes Kampe havde svækket de mange smaa Riger, og mægtige Erobrere begyndte at danne storre Riger, fortrængte Sskongerne og tilbagedrev Vikingernes Angreb. Troen paa de gamle Guder var rokket, og den fremtrcengende Kristendom mildnede Sæderne. Og endelig tiltog Overbefolkningen, Folketallet var, om ikke absolut, saa forholdsvis betydeligt, stort, naar man tager det ringe opdyrkede Areal, Tidens simple Agerbrug og dens svrige faa Næringsveje med i Betragt- ning. Det blev da stedse vanfleligere at staffe sig Underhold herhjemme, og mægtige Mænd, der hidtil havde siddet eneraadige paa deres Gaarde og drevet Vikingefcerd paa Nordens egne Kyster, vilde ikke boje sig for Kon-