Landmandsbogen I
Raadgiver for den danske Landmand og hans husstand ved den daglige Gerning

158 Danmarks Jordbrugshistorie og Statistik. var da i lange Tider det forbindende Led mellem Herre- og Bondestanden, og endnn i det 13. Aarhundrede var Overgangen fra den ene Stand til den anden og Slægtskabsforhold imellem dem ret almindelige. Ksbstædernes — og med dem Borgerstandens — Opkomst striver sig fra det 12. og 13. Aarhundrede. En stor Del af vore Kobstæder rejste sig, hvor der tidligere laa en Landsby med LandsbyinstitUtioner, Markfælles, stab o. s. v. Det var — efter Professor Steenstrup, hvilken Forfatter vi ved Omtalen af forstellige sociale Forhold væsentlig have tilladt os at benytte — fornemmelig Handel og Omsætning, der omskabte Landsbyen (eller Fisker- lejet) til en Kobing. I lidet Udviklede Samfund er det jo saaledes, at den, der har Brug for en Vare, maa opsøge den, der laver den, eller denne sidste maa rejse fra Dsr til Dsr. Men efterhaanden som Civilisationen vokser, forlanger man, at der stal gives et bestemt Sted, hvor man en eller flere .Gange om Aaret kan Udveksle de gensidige Fornodenheder, og Markederne opstaa. Af disse fremstaa da atter Ksbstcederne, naar Ly og Sikkerhed ere tilvejebragte, og den. skonomiske Udvikling er saa vidt fremskreden, at man nu forlanger Steder, hvor man hele Aaret igennem kan handle. En Mængde af vore Kobstadnavne (Nykjobing, StUbbekjobing, Ringkjobing, Kjobenhavn o. s. v.) tyde paa, at disse Steder tidligst vare Handelspladser. Andre Navne vise, at Byer have dannet sig om de befæstede Borge eller ved Klo- strene. Kobstæderne Udforte af Landets Overfllld, Heste, Hornkvæg, Fifl o. s. v., medens de indfmte Jærn, Klæde, Salt, Vin etc.; den° storste Del af deres Befolkning fik de fra Landet. Denne Udvikling af Samfundsforholdene svækkede selvfolgelig Bonde- standen. Som Kristendommen vandt Udbredelse, gik Oldtidens Proletariat — Trællene og de frigivne — over i Bondestanden, der paa den anden Side afgav mange af sine bedste Mcend til Herre-, Præste- og Borgerstanden. .I de lovlose Tider afgav endvidere mange mindre Selvejerbonder deres Ejen- domsret til Kronen, Kirken eller Adelen og bleve Landboer, o: Festere, for at finde Beskyttelse hos den mægtige. Fcesteforholdet har Uden Tvivl fllndet Sted allerede i Oldtiden. Kongen eller Adelsbonden overlod Dele af sin Ejendom, der vare fjerntliggende, til Fæstere; disse kaldtes Landsceder eller Landboer, og den Afgift, de svarede, Landskyld eller Landgcrld, senere Landgilde. Landboernes Fæsteforhold var langt simplere end Nutidens, det drejede sig kun om Bragen af Jord, Fæ- steren medbragte selv Husene og tog dem med sig, naar han drog bort, ogsaa Kvæget skaffede han sig selv. Jordejeren flulde hjemle Landboen i Be- siddelse af Jorden, og denne flulde til rette Forfaldsdag (til Marie Messe, den 15. August) svare sin Landstyld. Kontrakten ansaas kun indgaaet paa et Aar og forlængedes til næste Fardag Uden Aftale, naar der ikke var stet Opsigelse. Rette Fardag var Torsdag efter Paafle. Fsrst Kristian II paa-