Landmandsbogen I
Raadgiver for den danske Landmand og hans husstand ved den daglige Gerning

 Middelalderen. 163 borgerlige Rettigheder, medens deres politiske Rettigheder kun vare ringe — Stormandsvældet begyndte stærkt at overstygge dem. h I flere Aarhundreder er der nu næppe Tale om nogen Udvikling af dette Agerbrilg, langt snarere om Tilbagegang. Efter Valdemar Sejrs Dod kom der jo lovlsse Ufredstider med Borger- krig og Kongedrab og fremmedes Indtrængen i Landet, med Pest, Misvækst og Hungersnod, Tiderne vare i mange Henseender tunge og morke for Bonden, og Agerbrrlgets Tilstand paavirkedes stærkt heraf. Den Samfundsordning, hvis Dannelse i store Træk er skildret ovenfor, fæstner sig mere og mere, Herrestanden oger sin Magt, og 100 Aar efter, at de forste Spor af den havde vist sig, staar den med en Mngtfnldkommen- hed, der lader den trodse Kronen og soge at undertrykke Bonderne. Utvivlsomt har Herremandsstanden fra forst af været til Gavn for Riget. I vensiabeligt Forhold til de Bonder, der gav sig ind under den, og i Forbund med Kongen var den saa at sige det faste, bærende Element i den fsrste Middelalders lose Samfundsordlling. Nten dette For- hold taber forholdsvis hnrtig sin oprindelige Karakter; efter at de adelige Rettigheder ere fæstnede, og Adelen bleven en virkelig afsluttet Stand, er Blad efter Blad af Danmarks Krsnike syldt med Beretninger om de Ulyk- ker, som Adelens Kamp mvd Konge og Bonde bragte over Landet. I denne Kamp maa Kong Erik lade sit Liv i Finderup Lade, og den forste Del af Sonnens Regering er optagen af Kanipen mod de fredlose. Under Kri- stoffer den Anden foler hver Adelsmand sig som Konge pan sin Stamp Land, og under halls Ssn og Sonnedatter er Kampen stauende mellem Konge- magten og Adelsvælden. Og nu Adelens Forhold til Bsnderne, hvor var ikke ogsaa det forandret! Vold og Undertrykkelse, hvor der for var Solidaritet og Bestyttelse! Men Bondernes Uafhcengighedsdrift er endnu ikke knet, de gore stadig Krav paa de fri Mcends Ret, og bliver Trykket fra oven for Haardt, rejse de sig i voldsomme Opror. Ofte faa de Hjælp fra Kronen, der ssger at sætte en Bom for Adelens voksende Hovmod — saaledes da det, vistnok under Valdemar Atterdng eller Dronning Margrethe, forbodes Selv- ejerbsnder at sælge deres Gaarde til de privilegerede Stænder, for at disse ikke efterhamlden skulde bemægtige sig alt Selvejergodset. Eller naar det for- bodes en Selvejer at sælge sin Grund til fremmede Bonder, for han paa Tinge havde tilbndt sine nærmeste Frænder den, da var ogsaa beiine Bestem- melse dikteret af Hensyn til Bondens Tarv, udgaaet som den var af en Be- stræbelse for at knytte Jorden til Slægten og saaledes bevare ikke blot denne, men ogsaa den Stand, hvortil Slægt og Ejer hsrte. Og endnu paa Valde- mars og Margrethes Tider kunde en Fæster frit opsige sin Gaard og drage, hvorhen han vilde. Forst i det 15. Aarhnndrede træffe vi en Forpligtelse 12»