Landmandsbogen I
Raadgiver for den danske Landmand og hans husstand ved den daglige Gerning

Middelalderen. 165 tog Vornedstabet imidlertid i enkelte Perioder en ssrgelig Udvidelse, Herremanden tillagde sig en Befojelse til at overlade sin Ret over en Bonde til et andet Herstab, man solgte, eller man bortgav Bsnderne. Dette Misbrilg var i Flor i det 15de Aarhundredes Slutning, altsaa paa en Tid, da Adelen med Iver tog fat paa Opdyrkningen af sine Godser. Vornedskabet omfattede kun Sjælland, Lolland og Falster, Msen og Bogo. Grunden dertil maa vistsoges delsi, at Trangen til et sligt JnstitUt var stærkest her — det øbe Gods var særlig fremherskende —, dels i, at mere end det ovrige Lands Bonder vare Bsnderne paa disse Øer Middel- alderen igennem kuede og knægtede af Kirke og Adel, saa deres Modstandsevne politisk og moralst set var mindre end deres Standsfællers i de andre Landsdele. Vornedstabet har imidlertid i de fsrste Tider næppe været meget tryk- kende eller været folt som saadant, og man har næppe behovet at brUge Vold eller Tvang for at faa en Bondessn til at overtage en Gaard, der kunde ernære ham blot nogenlunde tarveligt. Og talrige ere Eksemplerne paa, at vaagnede Lysten hos Bsnderne til at forlade Fsdeegnen, færdedes de, hvorhen de vilde, som om de slet ikke vare stavnsbundne. Men senere, og navnlig efter Enevældens Jndfsrelse, medforte Vornedskabet betydelige Onder og blev lige skadeligt for Herremanden som for Bonden; jo strengere Vornedflab, desto uslere Gods. — Kristian den Anden ophævede Vornedstabet, men efter at han var jaget fra sine Riger og Lande, brændtes hans Love, og Vorned- skabet indfsrtes atter. Kristian den Fjerde snflede det afstaffet, hvad der imidlertid forst finder Sted Under Frederik den Fjerde (Frdn. af 21. Februar 1702). Men herom nærmere i det næste Afsnit. Som fremhævet, fik Bondestanden ofte Hjælp af Kronen mod Adelens Overgreb, saaledes bl. a. af Kongerne Hans og Kristian den Anden, og Landalmuens Kaar vare Under disse Konger bedre end lange Tider forud. Men fra det 16. Aarhundredes Midte indtræder der en betydelig Omvælt- ning paa Landboforholdenes Omraade. De lavere Stænder vare i Grevens Fejde slaaede og ydmygede, og Klsften mellem dem og Adelen var nddybet, Afrundingen af Herregaardenes Godsomraade fortsattes, og Vanskeligheden ved fra en lavere Samstmdsklasse at stige op i de „fris og frelses" Stand for- sgedes. Saavel Adelen som Kongen ssgte at trykke Selvejerne ned og gore dem til Fæstere. Bsnderne havde jo under Kampen staaet paa Kristian den Andens Side, og de jydske Bonder havde slaaet Adelen til Jorden i Svenstrup Mose. Men Kristian den Tredje overvandt dem, lod Fæsterne bode Øfåne og Penge „til en usigelig Silmma", og Selvejerne maatte overdrage deres Ejendomsret til Kronen og tage Gaardene i Fæste. Med det hidtil næsten eneraadende lille Agerbrngs Fortrcengen af det store, voksede Hoveriet og andre Byrder, medens Evnen til at bære dem aftog. Endelig forværredes Bonde- standens Stilling ved de talrige Magestifter, der fandt Sted mellem Kronen og