Landmandsbogen I
Raadgiver for den danske Landmand og hans husstand ved den daglige Gerning

Middelalderen. 169 antager jo, at Skovrydninger have en Stigning af den aarlige Middelvarme til Folge. Hvad Jagtretten angaar, synes den lige til Reformationen at have fulgt med Grunden, den var hverken et kgl. Regale eller en Særrettighed, over hvilken der kunde raades for sig. Over Storvildtet har den almindelige Jagtret dog næppe strakt sig, thi om denne „Herlighed" vilde Kongerne helst være ene. Men paa Reformationstiden bort- faldt den almindelige Jagtret, efter Kristian Ill's Jagtlove maatte hverken gejstlig, Borger eller Bonde ove Jagt, holde Mynde eller Stover, og barbariske Love vaagede herover. Herved maa det dog erindres, at Jagten ikke som nu var en slet og ret For- nøjelse, men Vildtet spillede en vigtig Rolle som Næringsmiddel. — De tre talrigste Dyr vare Ulven, Vildsvinet og Hjorten. Ulvene vare saa talrige, at Faarehjordene maatte vogtes med stor Omhu, og selv for Mennesker var det farligt at færdes vaabenlos ved Vintertid paa ensomme Steder. — I det Hundredaar, der laa mellem Reformationens og Enevolds- magtens Jndforelse, alniuens Kaar. Hoveriet var en af de Byrder, der efterhaandenkomtil at trykke mest. I den ældre Middel- alder var der jo sjældent Tale om Hoveri, og endnn i det 14. Aarhundre- des sidste Halvdel omtales det kun ved enkelte adelige Ho- vedgaarde. Det var da lidet trykkende, og det var sikkert forværredes, som alt sagt, langsomt, men sikkert Land- Fig. 116. Jæger. Kalkmaleri fra Bregninge Kirke, Sjælland. Slutningen af 15be Aarh. under de uudviklede okonomiske Forhold en ret heldig Vederlagsform for Brngen af anden Mands Jord. Det passede for Aderen bedst som Vederlag at betale med personligt Arbejde, for Modtageren at nyde Gavn af dette. Sknlde den fsrste have betalt med Penge, maatte han forst med uendelig Moje have fundet Afsætning for sine Produkter, og omvendt vilde Modtageren have hast stor Ulejlighed med at gore de mod- tagne Penge frugtbringende. — Omtrent fra Aar 1500 begyndte der imidlertid en gradvis Forandring med Hensyn til Hoveriet, fra at have været en forholdsvis ringe Del af Fæsteafgiften, bliver det efterhaanden Hovedydelsen, Hovedvederlaget for Besiddelsen nf en Fæstegaard. Aarsagen hertil laa dels i de store Bygge- foretagender, som Adelen nu begyndte at iværksætte, dels og fornemmelig deri, at