Landmandsbogen I
Raadgiver for den danske Landmand og hans husstand ved den daglige Gerning

Den nyere Tid. 173 1 7de Aarhundrede rykkede da ny Herrer ind paa mange af de Godser, paa hvilke der i Aarhilndreder havde siddet gamle danske Slægter. Denne Skiften af Ejer var skadelig for Bonder og Landbrug. Det gamle Forhold mellem Herremand og Bonder havde ofte haft en patriarkalsk Karakter. Hvor den samme Familie Slægt efter Slægt, i gode og i onde Tider, havde besiddet Godset, der udviklede sig naturligt en vis Solidaritet mellem den og dens Bonder, og bleve disse end ofte kuede og trykkede, bleve de paa den anden Side tit forsvarede og Understottede af Herskabet. Da Godserne gled over i Hænderne paa tyske adelige eller paa Enevældens Embedsmænd, paa Kobstadborgere eller paa Bonder*) forvær- redes Forholdet. Fslelsen af en naturlig Sammenhsren mellem Herskab og Bvnde forsvandt, intet Samliv, ingen Tradition, ingen fælles Minder knyt- tede dem sammen, ofte boede de ny Herrer ikke paa Godset, men i Hoved- staden for at være Hoffet nær, og forskellige Personer, som Ridefoged, Lade- foged, Forvalter etc. kom til at staa mellem Herskab og Bonde. Eller ofte havde de ny Ejere kobt Godserne paa Spekulation for at tjene Penge paa dem, det gjaldt om at bringe det mest mulige ud af Bondernes Arbejde, og udeblev deres Afgifter, bleve de nbonhorligt krævede ind. Hvad der tyngede Bonderne mest, var det stadig voksende Hoveri- arbejde. Endnu ved Enevældens Jndforelse var det lille Jordbrug detover- vejellde, efter Skaanes Tab var Herregaardenes Antal kun ca. 630, af hvilke de fleste vare tarveligere Avlsgaarde. Men deres Antal og Stsrrelse voksede. Regeringen var i Pengensd, og for at skaffe Penge solgte den rast væk af Kronens Gods; men den bortgav ogsaa meget til Kongens Tilhængere og Indlinge. Ny Herregaarde og Ladegaarde bleve oprettede af det Jorde- gods, der var konfiskeret for Skatterestancer, ode Bsndergaarde lagdes under Herregaardene**), hvis Tilliggende forogedes ogsaa derved, at Udmarkerne bleve opdyrkede, og Plojelandet forøget. I de efter Enevældens Jndforelse nærmest folgende Tiaar voksede da Godsejernes Besiddelser, medens Kronens aftog — lader man Skaane og Blekinge ude af Betragtning, voksede i Tidsrummet 1651—1690 Adelens Besiddelser fra ca. 42 til ca. 59 pCt. Omtrent 10 A ar for Enevældens Jndforelse fandtes der i det daværende Dan- mark i afrnndede Tal 75600 Bonderjvrdbrug, hvoraf de 42200 (o: 56 pCt.) tilhørte Kronen og Gejstligheden (herunder forskellige Jnstitutiolier), de 33400 (o: 44 pCt.) Adelen. De jordegne Bonder — eller Selvejerbonderne — talte 4800 (o: 6 pCt.) af det hele Antal Jordbrug, men der eksisterede næppe nogen helt fri jordegen Bonde, enten Kronen eller en Adelsmand ejede Herligheden over dem, fik Arbejde og Afgifter * ) Forordningen 28de Januar 1682 gav uadelige Ret til at kobe adelige Scedegaarde. For- maalet med denne Forordning har formentlig været at holde Gaardpriserne oppe. * *) Formindskede Sammenlægningen Antallet af Bsndergaarde, opvejede paa den anden Side Udstykningen mere end Tilbagegangen. I det 17de Aarhundredes sidste Halv- del steg Bonderjordbrugenes Antal med 1,7 pCt.