Landmandsbogen I
Raadgiver for den danske Landmand og hans husstand ved den daglige Gerning

 D': S - L; KM Den nyere Tid. 175 snitsprisen paa de samme Varer i Tidsrummet 1640—60 (Jvfr. Falbe- Hansen: Prisforandringerne i Danmark S. 72, 86 o. f. St.) Denne Periode med faldende Varepriser gaar Landet ind i, lagt ode ved Svenskekrigen, med tilstoppede Velstandskilder, med formindsket og statio- nær Befolkning, med hærgende Pest og Kvægsygdomme, med en Landbo- forfatning, der Aar efter Aar bliver mere og mere forældet og skadelig. Vel synes det undertiden, som om Regeringen faar Øjet op for Nodvendig- heden af at ophjælpe Agerbrnget og Bondestanden, vel gives der undertiden Bestemmelser, som i Forordningen af 28de Januar 1682 og Christian den Femtes danske Lov, der direkte sigte til Bondens Tarv —. saaledes naar det paabsdes, at Landgilden ikke maatte forhojes, at dornede Bonder ikke mnatte sælges, og Bsndergaarde ikke nedlægges osv. —, men sjældent naaede disse Bestemmelser fra Papiret ud i Livet, og som oftest vare de ledsagede af aildre Paabud, der indforte en Række Tvangsforanstaltninger, til liden Baade for Bonden. Saaledes hed det i Forordn, af 28de Januar 1682: „Ingen Bonde eller Enke maa opsige eller flytte fra sin Gaard, saa længe Herremanden agter dem gode nok til samme Gaard at forestaa" og „hvilken Bonde, der forsidder eller forlober sin Gaard og ikke retter sig efter Loven, maa Herremanden levere til Bremerholm, der at arbejde et Aar i Jcern" osv. I Virkeligheden savnede Regeringen ogsaa Indsigt i Landbrugets Tarv, og Resultaterne af dens Landbopolitik vare derfor kun sorgelige. I Enevældens fsrste Hundredaar er Landbruget Stedbarnet, Askepot blandt Erhvervene. Det var den yderliggaaende Handelspolitik, den saakaldte merkantili- stiske Politik, saaledes som den var Udviklet og sat i System af Fransi- manden Colbert, der sad i Hsjsædet hos os som overalt i Enropa. Dens Tankegang var i faa Ord folgende: Den eneste Rigdom, der findes, er de ædle Metaller, Guldet og Solvet. Nu gaar det Staten som det enkelte Menneske; jo mere Gnld og Solv den ejer, desto rigere og mægtigere er den, og derfor gælder det for ethvert Land om at komme i Besiddelse af den störst mulige Mængde ædle Metaller. Ejer et Land, som t. Eks. Danmark, ikke Guld- og Solvminer, maa det gennem sin Udenrigshandel skaffe sig ædelt Metal, og forst og fremmest gælder det om, at det ud- forer mere, end det indforer. Men under Datidens slette Transport- forhold egnede de voluminöse Landbrilgsprodilkter sig daarligere til at ud- fores end de lette Industriprodukter, og tilmed havde man den selvfolgelig ganske urigtige Opfattelse, at i Betaling for udforte Landbrugsvarer vilde man altid faa Industrivarer, men i Betaling for disse altid ædelt Metal. For da at skabe det, hvorpaa det kom an, en fordelagtig og blomstrende Udenrigshandel, gjaldt det ikke saa meget om at fremhjælpe Landbruget som Industrien. Man brugte mange Midler for at naa dette Maal: man under-