Landmandsbogen I
Raadgiver for den danske Landmand og hans husstand ved den daglige Gerning

184 Danmarks Jordbrugshistorie og Statistik. Midler vare dem gode, Forordningen af 19. Februar 1701 benyttede de i deres Interesse, de lod Reserverullerne, i hvilke alle Bonderkarle fra 14 til 36 Aar sknlde indskrives, gælde som en Fortegnelse over dem, der ikke maatte forlade Godset, der blev holdt ligefrem Jagt efter bortromte Karle o. s. v. Kong Frederiks Dnske at ophjælpe Bondestanden gik da ikke i Op- fyldelse. Den store nordifle Krig med sine talrige Soldaterudflrivninger og sine store Skattepaatæg knngede Bondestanden, og baade af denne og af Herremændene blev Lcmdmilitsen betragtet som en utaalelig Byrde. Over hele Landet vakte det derfor stor Jubel, da Kong Frederiks Son og Efter- fslger, Kristian VI., straks efter sin Tronbestigelse ophævede Militsen (Forordn, af 30. Oktbr. 1730). Den Frihed, som Bsnderne vandt ved Militsens Ophævelse, varede imidlertid kun faa Aar. Paa grel Maade mindes man atter her om et af ben danste Enevældes svageste Pnnkter, dens Vankelmodighed. Kristian VI. har utvivlsomt næret et levende Dnske om at fremme Folkets Lykke — hans.Valgsprog var Deo et populo (Gild og Folket) —, men hans gode Vilje og ret starpe Opfattelsesevne var forenet med stor Ubestemthed og Mangel paa Initiativ. Han trængte idelig til Raadgivere, og den ængste- lige og konservative Konge lod sig af dem lede derhen, at han i Tvangen saa Midlet til at ophjælpe det synkende LandbrUg. Landmilitsen og med den Reserverullernes Ophævelse havde i Godsejer- nes Vjne betænkelige Fslger. Da Pasforordningen af 1701 ligeledes be- tragtedes som bortfalden, ansaas alle de Baand, der bandt Bsnderne og Jorden sammen, for losnede, Karlene ssgte frit Tjeneste, hvor de vilde, og mange Udvandrede. Med stigende ZEngstelse saa Godsejerne paa „Forholdenes Op- losning", de sklllde jo indestaa for Skatterne og have deres egne Godser drevne, men de ode Gaardes Antal forogedes, og Arbejdskraften formindskedes. Da indgik de til Kongen med et Andragende, i hvilket de med msrke Farver skildie Tingenes Tilstand, hvorledes Bvnderne „kunne opsige deres Tjeneste og flytte fra Godset, naar de ville sætte sig i Købstæderne, ja vel endog rejse rent af Landet, uden at nogen dem sligt kan formene. Men da dog alligevel en stor Del af Bonder- gvdset, formedelst de forbigangne Tiders Besværligheder og Fataliteter, ligger ode, og derimod de Proprietærer, som ikke have Evne og Formue at føje og understotte Bonden saaledes, som han det endog mod Billighed forlanger, ober saadan det unge Mandskabs Kanonkugler eller anden Vægt — „Tporerne" — hængtes paa Forbryderens Fodder. Fra Landeværnet vandt Hesten Indgang paa Herregaardene. Endnu i 1827 led selv flifte Bonderkoner denne Straf. — Straffepcelen bestod af en spids Pæl, paa hvilken den skyldige maatte staa ofte paa bare Fodder, medens hans Hænder bleve fastgjorte til en Mur eller en hoj Pæl. Af andre Straffemidler kan nævnes den spanske Kappe (se Fig. 118 og 119).