Landmandsbogen I
Raadgiver for den danske Landmand og hans husstand ved den daglige Gerning

 M Den nljere Tid. 185 Frihed vilde blive hojst forlegen for at faa de ledige Gaarde besatte, saa vil deraf nod- vendig folge, at Landet paa mange Steder vil blive liggende udyrket, og en stor Del af Jordegodsets Ejere omsider maa gaa fra deres Gaarde og i Bund og Grund blive rui- neret, saa og at Eders Majestæt selv paa sit eget Gods vil finde stor Besværlighed, og saa derved son: ellers i Almindelighed tage mærkelig Skade i de sikreste Revenner, nemlig de af Jordegodset faldende considerable og faste Contributioner." Og Kongen modstod ikke Godsejernes Tryk. Fsrst skærpede en Forordning af 5. Marts 1731 Pastvangen, og 2 Aar senere oprettedes paa ny, ved Forordning af 4. Februar 1733, Militsen under Navn af Landeværn. Af hver 60 Tdr. Hartkorn Bsndergods skulde der stilles en Karl til 8 Aars Tjeneste. Hele Udskriv- ningen lagdes i Godsejernes Hænder, og de kunde af deres Karle indrullere, hvem de vilde. Til dette Djemed skulde alt Mandskabet mellem 14 og 36 . Aar opfsres i Reserveruller, og saa længe en Karl stod i Rullen, maatte han ikke forlade Godset, medmindre han havde Udtjent som Land- soldat. Det er med andre Ord det berygtede Statmsbaand, der indfsrtes Det)' denne Bestemmelse: Hvad der under Kong Frederik IV. havde været et ulovligt, men almindeligt Misbrug, blev under Sonnen lovligt. De 55 Aar, i hvilket Stavnsbaandet opretholdtes, er den danske Bondes dybeste For- nedrelsestid. Nu vare Godsejerinteresserne de herflende, den bundne Sejr fvrfnlgtes, og fra Tid til anden strammedes Stavnsbaandet: 1735 udvidedes Tjeneste- tiden til 12 Aar, 1739 fik Godsejeren Ret til at aflevere de udtjente Sol- dater til Garden eller de hvervede Regimenter, hvis de vægrede sig ved at fæste Gaard paa Godset, 1742 udvidedes Stavnspligten til at begynde med Bondens 9. Aar, og 1764 siærpedes den yderligere til at omfatte alle af Mandksn mellem 4 og 40 Aar. Men Forordningen af 1. Jnli 1746 knyt- tede dog den tungeste Bestemmelse til Stavnsbaandet. En odelceggende Kvæg- pest forogede LandbrUgets Trængsler, og Regeringen ansaa det da for nsd- vendigt ved et Tvangsbud at sikre Godsejerne i)e. notwendige Fæstebonder. Det bestemtes derfor, at „ingen Landsoldat indtil videre skal have Tilladelse til andet Steds at nedsætte sig end paa det Gods, hvorfra han er Udskreven, og hvor han er pligtig Gaard at tage." Denne Bestemmelse, der var dikteret udelukkende af Hensyn til Godsejerne, sikrede disse ikke blot Folk til Gaardfæste, men gav dem ogsna i Ökonomist Henseende et Overtag over Bonderne, der vanstelig kunde være fimre. Bonden var fuldstændig prisgiven Ejerens Betingelser, han htitbe tvinges til at tage den sletteste Gaard i Fæste, og vægrede- han sig, kunde han paa ny sendes i Krigstjeneste.*) Han skulde *) Det hedder derfor i Folkevisen fra den Tid: „Vil han Gaard ej tage an, sige de: Du Bur-Compan stal til Krig udskrives; en Musket bu drage maa. Vagt og Moilstring vare Paa, deraf lidet trives."