Landmandsbogen I
Raadgiver for den danske Landmand og hans husstand ved den daglige Gerning

186 Danmarks Jordbrugshistorie og Statistik. holde Gaarden ved Hævd og Bygning, men ved Overtagelsen fandt der ikke lovformelig Synsforretning Sted, og ofte maatte han da svare til mere, end han havde modtaget, eller han kunde nden Lovmaal og Dom sættes fra Gaarden Under det Paasknd, at han misligholdt den. Selv hans Dsd satte ikke Grænse for Jorddrottens Myndighed: i Bondens Dodsbo var Proprietæren Skifteforvalter, uagtet han jo var Fordringshaver i Boet. — Det var, som nævnt, en odelæggende Kvirgpcst, der gav Anledning til Forordningen af 1746. Danmark synes at have været forflaanet for de Kvægsygdomme, der i det 18. Aar- hundredes Begyndelse hjemsøgte en stor Del af Europa. Forst 1745 brod Kvcegpesten ud her i Landet, hvor den rasede indtil 1751. Pesten kom rimeligvis fra Tartariet, gik sit Hærgningstog gennem Lifland, Kurland, Preussen, Pommern og Mecklenborg og trængte herfra op i vore Hertugdommer og over paa Fyn og Sjælland. Paa denne sidste O op- traadte den forst i Vordingborg Amt, hvor den dræbte alt, gik herfra i 2 Retninger, den ene mob Koge, den anden mod Ringsted, bredende Dod og ødelæggelse med sig i den Grad, at Holberg alt i Efteraaret havde optegnet 60 sjællandske Herregaarde, „hvor fast alle Besætninger vare rent bortdode, saa at man med Billighed kan tale vnr den totale ødelæggelse". 1747 trængte Sygdommen op i Jylland, hvor den ligeledes anrettede en frygtelig ødelæggelse og gjorde rent Bord, hvor den kom hen — der var Herregaarde, hvor en helt frist Besætning dode bort i Lobet af 24 Timer. I alt stal (efter Viborg) Landet i de 7 Aar, Sygdommen rasede, have mistet over 2 Millioner Stykker Kvæg, medens samtidige Forfattere anslaa Tabet i de 2 forste Aar til over en halv Million. (G. L. Baden vil endog vide det nøjagtige Tal: 457,552 Hoveder!) Det var især det unge og velnærede Kvæg, der forst angrebes. Shgdvnnnen be- gyndte med Hoste, Øjnene bleve matte og flod med Materie og Vand, derpaa mistede Dyret Mælken, og Feberen rystede det, det tabte Ædelysten, men led af Torst. Senere begyndte der at flyde Slim ud af Næse og Mund, Tænderne losnedes, Aanden blev stinkende, og Dyret faldt sammen under en stærk Diarre, Ørerne og Hornene bleve kolde, og Doden indtraf — sædvanlig 6 til 7 Dage efter Sygdommens Udbrud. Blev Dyret helbredet, hvad der imidlertid var saare sjældent, udbrod der gerne i den 3. Uge smaa Knuder paa Hals og Ryg, og Dyret blev ligesom skabet. Man kendte ikke Sygdommens Aarsag, og alle de Midler, man forsogte for at mildne og standse den, strandede. Man greb da til det simpleste Middel, man afson- drede det sunde Kvæg fra det syge og nedslog dette. Men selvfølgelig hjalp dette ikke altid, thi ofte havde Dyrene Smitten i sig, uden at det straks kunde opdages. 1752 ophorte Pesten efter at have været hele Landet rundt, men allerede 1762 kom den igen. Atter optraadte den med Voldsomhed — man regnede, at af 90 Kvæghoveder bleve hojst de 5 helbredede —, og i de 2 Aar, den nu rasede, skal Tabet have været over 1/i Million Stkr. 1765 dukkede den op paa Fyn og 1769 i de forskellige Landsdele, atter denne Gang var den temmelig ondartet, men Tabene kendes ikke. Derimod haves der ret fuldstændige Optegnelser om ben næste Epidemi, der herskede uafbrudt fra 1774 til 1782, og der i Hertugdommerne bortrev omtrent 150,000, men i de danske Provinser kun c. 10,000. I over 30 Aar var Landet nu forskaanet for den frygtelige Gæst, da viste ben sig i Slutningen af 1813 paa ny indenfor Rigets Grænser. Krigsbegivenhederne bragte vs den: den 5. Decbr. havde de allierede besat Lübeck, og derfra drog de ad flere Veje ind