Landmandsbogen I
Raadgiver for den danske Landmand og hans husstand ved den daglige Gerning

Den nyere Tid. 187 i Holsten. Blandt Slagtekvæget, som de slæbte mod sig, havde der hersket Kvægsyge, og Pesten bredte sig med Fjenden, saa den allerede i Januar 1814 var udbredt fra Lübeck gennem Holsten til Kiel og derfra over Dänischwohld til Eckernforde. Men baade i Slesvig og Holsten lykkedes det, ved Spærring og Nedslagning og med kun et ringe Tab, at hæve den i miitbre end 6 Maaneder. Senere har Sygdommen — der synes at have været den samme som den Kvægpest, der endnu raser i Rusland — ikke vist sig indenfor Rigets Grænser. — Der udkom i det 18. Aarhundrede en hel Række Lovbud angaaende Kvæg- sygdommen. For at afvende Ulykken blev der saaledes anordnet en almindelig Bededag den 9. April 1745, ög samme Aar blev det tilladt Bonderne selv at tage Huden af det dode Kvæg, og ved en ny Forordning af 1758 blev det tilkendegivet dem, at dette ikke maatte holdes for uærlig Gerning. Denne Bestilling havde tidligere alene været for- beholdt Rakkerne, der endvidere havde det Hverv at udfore Henrettelser og Tidens bar- bariske Straffe, som kagstryge, brændemærke for Tyveri, stære Oret af etc., samt bortfore selvdode Dyr, berede Skind og Huder, feje Skorstene og andre „urene" Bestillinger. Rakkerne paa Oerne og Natmcendene i Jylland vare afsondrede Kaster, der betragtedes som ucerlige, og hverken ved Fodsel, Daab, Ægteskab eller Begravelse havde de Sam- kvem med Bonderne. Det var et uhyre Landetab, Pesten bragte, og den var en væsentlig Aarsag til Bondestandens tunge Kaar under Stavnsbaandet. Almindelig blev det troet, at Gud „for Menneskenes Synders Skyld odelagde det uskyldige Kvæg", Guds Fortørnelse maatte afvendes, Bods-og Bededage bleve anordnede, og Præsterne fik 1745 Befaling om at bede fra Prccdikestolene: „Sig Herre, det er nok, og byd denne Plage at ophore." Hvor Pesten rasede værst, var det umuligt for Bonderne at betale Skatter; en Forordning af 1748 forkyndte derfor, at „det kontribuerende Hartkorn overalt i Danmark, hvor den elendige Kvægsyge har regeret, stal være fri for Skatter i dette Aar." Ogsaa til de folgende Aar blev Skattefriheden udstrakt. De msrkeste Blade i den danske Bondestands Historie omhandle Perioden fra 1733 til Reformtiden. Stavnsbaandet strakte sig fra Skagen til Gjedserodde, det betog Bonderne deres personlige Frihed og gjorde dem i saa godt som alle Forhold afhængige af Herstabet eller — rettere og værre — af Ridefoged, Forvalter og Ladefoged. For Bondeknosen stod Militsen som Fremtidens truende Spogelse, og naar Militærtjenesten var forbi, rykkede den triste Mu- lighed at maatte overtage en forfalden Gaard Karlen paa Livet. Saa godt som hver eneste Bonde var hoveripligtig, og Hoveriet tog, ubestemt som det var, Bondens bedste Tid og Arbejde og satte Trællestempelet paa ham ved den nvcerdige Maade, paa hvilken det krævedes. Det bestaaende Markfælles- skab slog Bom for ethvert Fremskridt, det besværliggjorde Bondens Arbejde ved Jordloddernes stærkt splittede Beliggenhed, det tvang ham til at plsje, saa og hoste som Byfællerne, det bestemte Arten af hans Avl og Antallet af hans Kvæghoveder. Tiendens Welse in natura tvang Bonden til at vente med at føre Sæden i Hils, til Tiendetageren havde faaet sin Andel, bersvede ham fornden Kernen tillige Halmen og var som en Skat paa Bruttoudbyttet Hindring for et mere intensivt Agerbrugs Udvikling. Bestyttet af strenge Jagtlove græssede Vildtet i hans Korn og nedbrsd Hegnene; jagede han det,