Landmandsbogen I
Raadgiver for den danske Landmand og hans husstand ved den daglige Gerning

190 Danmarks Jordbrugshistorie og Statistik. scedsbrnget dyrkede man dm ene langstraaede Sædart efter den anden, men naar Jorden var udpint, hvilte den med naturligt Græs i flere Aar. Halvdelen af Skifterne dyrkedes med Sæd, Halvdelen laa hen med Græs. Kreaturavlen spillede en ftørre Rolle, end det senere i lange Tider var Tilfældet. Kornavlens Usikkerhed og særlig Vejvæsenets og Transportmidlernes Slethed, som vare Aarsagerne hertil, gjorde det fordelagtigst at lægge Hoved- vægten paa Opdræt og Fedning, thi Dyrene transporterede sig selv, medens det var vanskeligt at afsætte og Udfore Korn. Husdyrene vare saare simple. Hesteholdet var meget stort. Det var de klodsede Avlsredskaber, Hestenes ringe Beskaffenhed, de slette Veje og Hoveriet, der nødvendiggjorde den megen Hestekraft, og ofte traf man i Bondergaardene Besætninger paa 12—16 Stkr. Hestene vare meget haard- føre, med strid Haarvcckst og grove Knokler, paa Sjælland var Gennemsmtshojden efter en i 1759 foretagen Maaling 8,^ Kvarter, paa Fyn vg særlig i Jylland vare de derimod større og kraftigere. De gik ude den største Del af Aaret og fegte Foden paa de mer eller mindre skovbevoksede Overdrev, bevogtede af „Fangstfogden", der i sin lange, firkantede „Hestestok" havde lige saa mange Rubrikker, svin der fandtes Lodtagere i Fælleden. Hver af disse havde sin Rubrik paa Stokken, mærket med sit Navnetræk, og forbrod en Lod- tager sig mod de vedtagne Regler, blev der sat en Skure ved hans Navnetræk, og for hver Skure maatte han erlægge en Pengebode. Hestene vare „hildede"; enten blev der bundet en Træklods ved det ene Ben, eller Forbenene bleve sammenbundne med en „Spring- hilde". Hver Bonde havde desuden sine Udgangsog, der saa godt som aldrig kom i Hus, men strejfede rundt i Mark og Skov, og kun een Gang om Vinterdagen blev der paa Møddingen udkastet et Foder Ho til dem.*) — Hestepriserne vare meget lave, 4, 5, 6 Rdl. pr. Stk., 12 Rdl. var en hoj Pris. Koernes Antal var mindre end Hestenes, en sjællandsk Bonde holdt kun 2—5 Stkr., men i Jylland var Kvægholdet noget storre. Tidligt om Foraaret kom Koerne ud at græsse paa Overdrevene under Bevogtning af Byhyrden, hvert Dyr var mærket med en Flænge i Øret, ved halvt eller helt afskaaret Ore eller paa mibeit Maade. Sent kom de ind om Efteraaret.. og Vinteren igennem bleve de sultefodrede i lave, daarlig ventile- rede Stalde. Ved en slig Behandling bleve Koerne selvfolgelig meget smaa, Mælke- produktionen var yderst ringe, Priserne paa dem lave, og dog var Salget af Tillægsdyr, Ungkvæg og Stude, svin Regel en ret god Indtægtskilde, thi Sommergræsningen var meget billig. De saakaldte Lejekoer vare ret almindelige: naar en Bonde ikke kunde betale sine Skatter, solgte han sin Malkeko, men lejede den straks igen af Koderen mod at svare en aarlig Afgift. Derimod vare „Kirkekoerne" i Færd med at do ud, dog næv- nes de endnu i det 18. Aarhundrede: i Middelalderen fik Kirken ofte Koer i Gave ved Testamente under den Betingelse, at naar Koen dode eller trængte til en Afløser, da skulde Kirken sætte en ny i Stedet, der kunde lejes ud, og Kirken saaledes have en stadig Ind- tægt. Disse Koer gav man Navn af „ubodelige" Koer eller „Jærnkoer („eiserne Kühe"). Svineholdet var betydeligt, om end ikke saa stort som tidligere, da de vidtstrakte Skove ydede den rigeligste Oldenfode. Den indenlandske Race var utrivelig, men haard- sor. Tidligt om Forsommeren og i Hosten græssede Svinene, der altid skulde være rin- gede, mellem Kvæget, i Efterhosten, naar Oldene faldt, dreves de i Skoven, hvor de gik, indtil Sneen dækkede Jorden. Ved Juletider betragtedes Oldensvinene som slagtefcerdige, skont de sædvanlig kun gav 2—3Lpd.Flcest. I Oldengæld fik Skovejeren almindelig hvert tiende Svin. *) St. St- Blicher saa endnu i sin Ungdom ofte Udgangsogene staa paa Bagbenene, sætte Forbenene op paa Træstammerne og afgnave Knopper og Spring.