Landmandsbogen I
Raadgiver for den danske Landmand og hans husstand ved den daglige Gerning

Den nyere Tid. 205 Driften var let og ensartet, man kimde hjælpe hverandre i Sygdomstilfælde og Misvcekstaar, man var fælles om visse Goder som Bydammen og Bybrsnden. Derfor er det forstaaeligt, at Bonderne kim nodigt gik med til en Re- form, der ophævede Fcellesstabet. Men for alle andre maatte det staa som en forældet Overlevering fra Middelalderens Samfundsforhold, som -en Hin- dring for Liv og Fremskridt. Det lamslog Foretagelsesaanden og Initiativet, den enkelte var bnnden til at folge de andre, han var „stavnsbunden" overfor Byfællerne. Hvor megen Jord gik der ikke tabt til de uendelige Veje, Stier og Skjel! Hvor megen Tid og Arbejdskraft odtes der ikke ved, at Lodderne vare spredte paa saa mange Steder!*) Hvor let kunde ikke Kvægpest, Sygdom og Ildebrand i de tæt byggede Landsbyer brede sig fra Besætning til Besætning, fra Menneste til Mennefle, fra Gaard til Guard! Hvor gav ikke de evindelige Moder mellem Bymcendene Anledning til Trætte, Drik, Svir og Slagsmaal! Hovedbestemmelserne i Forordningen af 1781 vare nu folgende: Fremtidig stal det staa enhver Lodsejer frit for ikke blot at indhegne den Jord, som han besidder uden Fællesskab med andre — og Naboen skal da dele halvt Hegn med ham —, men ogsaa „at faa sine i Fcellig liggende Jorder udfliftede og for sig selv paa eet, eller hvor saadant ikke er muligt, da paa 2 eller hojst 3 Steder samlede". „Bi ville og befale derfor allernaadigst, at uagtet ikkun nogle faa, ja endog ikkun en eneste as Lods- ejerne i en By maatte forlange at blive udskiftet, skal dog hele Byens Jorder paa samt- lige Lodsejeres Bekostning straks opmaales og derover forsattes Kort." Er en anden By fælles om Jorden, flat der forst stiftes mellem Byerne, og „Foreninger" om at blive i Fællesflabet ere ugyldige. Der gives udforlige Bestemmelser om. Hegn og Veje, og der tages fornødent Hensyn til Husmcrnd — „nyttige saavel for det almindelige som i Sær- deleshed for Gaardmccndene" — Degne og Skoleholdere, ved at der „paa belejlige Steder" tillægges dem Jord for den tidligere Grcesningsret i Byens Mark. Der tilsiges baade Fæste- og Selvejerbonder en Bygningshjælp fra 50—100 Rdl. Der op muntres til For- euhiger fvr Vands Afledning, Aaers Oprensning og Mosers Udgravning. Lovens Virkning blev ikke straks saa betydelig som ventet, og en af $ rimtene hertil maa vist soges deri, at Godsejerne skulde afholde Udgifterne ved Fællesskabets Ophævelse, hvad der gjorde den: mindre villige til at udskifte Fcestegodset. Ti Aar efter, at Loven var udkommen, var næppe V10 af Danmarks Jord udskiftet. Da sogte man yderligere at fremme Reformen ved Loven af 15. Juni 1792, der tilstod Godsejeren Ret til at afkræve Fæsteren 4 pCt. af den Kapital, der var anvendt paa Udskiftningen, dog under Betingelse af, at denne var hensigtsmæssig. Endvidere fik Godsejeren, „for desmere at opmuntre til Bonderjorders Udskiftning af Fællesskabet", Ret til at give fæsteledige Gaarde, der vare udstiftede, i Forpagtning paa 2 eller flere Personers Livstid eller paa Aaremaal, dog ikke under 50 Aar. NU gik Udfliftningen for sig med rivende Hast, og i 1802 var omtrent *) I Byen Elsted under Aarhus Domkirke havde een Gaard sine Jorder delte i 97 „Agre", i Hammer-Thorup By, Præsto Amt, havde hver Gaard 133 Lodder af Ager og Eng.