Landmandsbogen I
Raadgiver for den danske Landmand og hans husstand ved den daglige Gerning

Den nyere Tid. 211 frihed, bestemt ved retfærdig Lov, giver Kjærlighed til Fædreland, Mod til dets Værn, Lyst til Kundskab, Attraa til Flid, Haab om Held." Hundrede Aar ere nn gaaede siden hin Sommerdag, da Grundstenen lagdes, men endnu ejer Kjobenhavn ikke crdlere Smykke, ©totten staar ikke blot som et Minde om en hojsindet og frisindet Tid, men den Dag i Dag erindrer den os vin, at det er gennem Frihed og Oplysning, at Folket har gennemlobet det sidste Hundredaars stolte Ud- vikling. — Endnu i en lang Aarrække forblev Landbokommissionen samlet, og vigtige Sporgsmaal stod endnu tilbage, fremfor alt Ordningen af Hoveriet. Hoverimisbrngene vare efter Stavnsbaandets Losning blevne vanskeliggjorte, thi blev Hoveriet for strengt, kunde Bonden nu forlade Godset. Dels be- gyndte derfor Godsejerne frivilligt at ændre Hoveriet, dels ststtede Sta- ten disse Bestræbelser, navnlig ved 2 Forordninger af 25. Marts 1791 og 6. Decbr. 1799. Den forste gav Regler til god Ordens Haandhcevelse under Hoveriet, der sikredes Hovbonderne ordentlig Tilsigelse, bestemt Arbejdstid og Arbejde og Beskyttelse mod legemlig Revselse. Paa den anden Side straffedes Ulydighed, Udeblivelse, Arbejdets slette Udforelse osv. med Boder eller Fængsel. — Der udsendtes Kommissioner, der skulde mægle niellem Godsejer og Bonde, hvor de ikke kunde blive enige om Hoveriets Fastsættelse og Indskrænkning indenfor rimelige Grænser, og i Tiden fra 1791—95 blev der sluttet mindelige Hvveriforeninger paa c. 600 af de 759 Godser, paa hvilke der for- rettedes Hoveri. Den anden Forordning fastsatte, at Hoveriet altid skulde være nøje bestemt; ubestemt Hoveri maatte aldrig mere indfores, og uden Rentekammerets Samtykke maatte Hoveriet ikke foroges ud over den Størrelse, der var fastslaaet ved Overenskomst eller Kendelse. Dette var atter et vigtigt Skridt til Bondestandens Frigsrelse, og paa mange Godser blev Hoveriet helt afstaffet. Ogsaa for Selvejendoms Udbredelse arbejdede Regeringen ivrigt. Der var 1786 oprettet en Kreditkasse, der gav uopsigelige Laan (mob 2 pCt. og en ringe aarlig Afbetaling) til Bonder, der kobte deres Gaarde til Selv- ejendom eller til Arvefæste. Regeringen skottede yderligere denne Bestræbelse ved, under visse Betingelser, at give Hovedgaardene Bevilling til at bevare deres Skatteprivilegium, selv naar deres Bsudergods gik ned nnder de 200 Tdr. Hartkorn. En Mængde Bsndergods solgtes til Selvejendoin, hvorved Hoveriet yderligere begrænsedes. Det var omtrent til 1807, at Hoveri- aflssningen gik rast frem, men derefter stod den i lange Tider omtrent i Stampe: i 1834 var det hoverigorende Hartkorns Stsrrelse ca. 78,500 Tdr., hvad der paa lidt nær tillige repræsenterer Hoveriets Storrelse i 1807. Hvad Udbredelsen af Selvejendom angaar, da gik den saa rask for sig, at inden 1806 var omtrent 1/4 af Bonderne blevne Selvejere eller Arve- fæstere. Fremdeles sogte Regeringen at flaffe Husmænd Jord, at værne om Markfreden, at omordne Vejvæsenet og Vejarbejdet, at fremme skadeligt Vands Aflsb osv. osv. Tiendens Idelse i Kærven blev ikke forbudt, men 15*