Landmandsbogen I
Raadgiver for den danske Landmand og hans husstand ved den daglige Gerning

222 Danmarks Jordbrugshistorie og Statistik. Nu da dette skrives, er Kejserriget mod Syd saa godt som det eneste Marked for vort Kvæg, thi som bekendt forbod England, uanet og Uventet, den 4. Februar 1892 al Jndforsel af levende Kreaturer fra Danmark, et Forbud, der i Slutningen af Marts udstraktes til at omfatte ogsaa de faa andre Lande, der havde Ret til Jndfsrsel af levende Kreaturer til Stor- britannien. Om dette Forbud maa betragtes som endeligt eller kun som midlertidigt, vide vi ikke, men Ordningen af vor fremtidige Udforsel vil jo for en væsentlig Del komme til at bero herpaa. Viser det sig saaledes, at Forbudet vil blive opretholdt ogsaa efter Parlamentsvalget, vil der vel sikkert bl. a. blive gjort Forjog paa at faa en Udfsrsel til England af slagtede Dyr (Faar) i Stand. Tyskland er ogsaa Hovedmarkedet for vore Heste og Svin; en Del af Hestene gaar dog videre til Belgien og navnlig til Paris. Som nævnt udfsrte Danmark i 1890 for ca. 171 Mill. Kr. Land- brugsprodukter, af hvilken Sum omtrent % faldt paa Udfsrselen til Eng- land og Tyskland. Mindre Partier af danske Landbrugsfrembringelser sendes for øvrigt næsten hele Verden over: til Kaplandet sende vi Smor i Daaser og til Nordamerika Kaal, Byg og roa Huder, Sverrig faar Flæsk, Ksd, Fedt og Korn fra os, og Norge Byg, Grise, Ksd, Smor og 2Eg, Island og Grönland modtage Rug, Frankrig Heste og Flæsk osv. osv. En mere udforlig Redegsrelse for Verdensmarkedernes som ogsaa for Hjemmehandelens og de lokale Markeders Betydning vil formentlig blive given i et senere Afsnit („ProdUktomscetningen"). Landbrugets sociale Betydning i Danmark. Landbruget betaler imidlertid ikke blot vore Jndforseler, det er ogsaa Grundlaget for Befolkningens Er- næring, det skaffer Nationen Foden. Omtrent Halvdelen af Danmarks Be- folkning har Landbrug til Hovednæringsvej og er derfor direkte interesseret i dets Trivsel, men da vor Handel og vor Skibsfart i væsentlig Grad ere beskæftigede med at udfore Landbrugets Frembringelser og indfsre dets For- brngsgenstande, da vort Haandværk og vor Industri mest leve af og ved Landbruget, saa kan man med fuld Foje sige, at i Danmark vejer dette mere til end alle de andre Erhverv tilsammen. Derfor maa det netop blive Statens særlige Opgave at drage Omsorg for Landbruget og gøre de for- haandenværende Naturkræfter saa frugtbringende som muligt, i kritiske og ny Tider træde hjælpende til og bidrage sit til at bringe Erhvervet over „det dsde Punkt." Herfor taler ogsaa en anden Egenskab, som Landbruget ikke har fælles med noget andet Erhverv, den nemlig, at drives det Uratio- nelt, med odelæggende Rovdrift, vil det for lange Tider skade den fremtidige Prodilktion og Udtsrre Danmarks Rigdomskilde, medens en rationel Drift