Landmandsbogen I
Raadgiver for den danske Landmand og hans husstand ved den daglige Gerning

Mosekultut. 355 i Efter Klimaet, Arten af Planter og disses Overensstemmelse med de ydre For- hold veksler den Hurtighed, hvormed Mosedannelsen foregaar, ret betydeligt. Borggreve henleder Opmærksomheden paa Skovfyrren (Pinus silvestris) som Middel til Bedømmelse heraf, idet Dybden af dens oprindelige Rodsystem under Over- fladen let kan bedømmes og sammenholdes med Antallet af Aarringe i Stammens nederste Del (se Fig. 128). Hvor enkelte Plantearter ere fremherflende i saadan Grad, at de give Mosen et særligt Prceg, kan man benytte dette som Jnddelingshensyn, og der er da særlig Anledning til at flelne mellem Sphagnummoser, Hedemoser og Engmoser, med forstellige Underafdelinger. Almindeligst er dog Ind- delingen i Hsjmoser og Lavmoser. Fig. 128. a. Hojmoserne findes i oste uhyre Strækninger dannede paa flade Partier, hvor Vandet har savnet til- strækkeligt Aflob. Navnet betegner, at de ligge hsjt i Forhold til nærliggende naturlige, friske Vande, og de ere derfor, i Modsætning til den anden Hovedklasse af Moser, Lav- moserne, lette at afvande. Da Vegetationen paa Hojmoserne, efterhaanden som Mose- laget vokser, har været stedse mere henvist til at optage Næring fra Luften, er Udvalget af Plantearter sket i Overensstemmelse hermed, idet kun saadanne Arter, som nøjes med overmaade lidet Mineralstof, have kunnet trives. Som en Folge heraf ere disse Moser fattige paa Afle og for en væsentlig Del af en svampeagtig, los Beskaffenhed. Hojmoserne bestaa dog almindelig af 2 ret forstellige Arter Torv, nemlig Sphagnumtorv og Hedemosetorv. Syhagnumtsrven er let, lys, svampet og bestaar væsentlig af Sphagnumarter, hvoraf der eksisterer en Mængde forstellige; ifølge C. Jensen alene i Dan- mark ca. 80. Sphagnumarterne ynde ikke Kalk og indlede Mosedannelsen Paa forholdsvis dybt, stille- staaende, kalkfattigt Vand, som de overtrække med et Tæppe. De fortsætte Væksten opefter og do bort for- neden, hvorfra de afstodte Dele synke til Bunds og opfylde Vandet, indtil der opstaar Forbindelse mellem det ovre og nedre Lag. Sphagnumplanterne kunne dog ved Haarrorskraften hæve Vandet hojt fra de underliggende Lag og fortsætte Væksten, saa Mosen bliver højst i Midten, hvor Vandbeholdningen strækker længst til. Paa Grund af deres Evne til at optage Fugtighed af Omgivelserne og bevare ben, kunne Sphagnummosserne ogsaa trives, hvor Mosedannelsen er indledet og fort op over Grundvandspejlet af andre Planter. Man finder da ogsaa hyppig, særlig i koligt, fugtigt Klima, Sphagnumtorven som oberste Lag i Moser. — Da Sphagnumplanterne begynde at vokse ved en meget lav Varmegrad, nær ved Fryse- punktet, findes de meget udbredte i de koldere Egne af Jordkloden, hvor de danne umaadelige Mosestrækninger, som udmærke sig ved forholdsvis hurtig Vækst og hyppig ere temmelig dybe. En væsentlig Aarsag til Sphagnumtorvens Egenstaber er Planternes særegne 24*