Landmandsbogen I
Raadgiver for den danske Landmand og hans husstand ved den daglige Gerning

470 Godmngen. . $eb be forskellige Driftssystemer vende hsjst forstellige Mængder Plante- næring tilbage til Jorden. Mest rsvende er direkte Bortsalg af Afgrsden^ mest ideal fra Erstatningens Standpunkt er Afgrodens Omdannelse paa Ejen! dommen til saadanne Produkter, som Smsr, Flæsk, Sukker o. l., der ikke inde- holde Plantenæring, og vi kunne derfor sige, at vi her i Landet ere komne ind i et særlig heldigt Spor, medens mange andre gamle Knlturlandes Jord er soni et Udtomt Spisekammer. Dette ubeluffer dog ikke, at vi krmne forage vor Plante- produktion meget betydeligt paa rentabel Maade ved et forbedret Husdyr- hold, ved en bedre Dkonomi med Staldgodningen, lige fra den forlader Dyret, til den er omsat i nyt Plantestof, samt endelig ved en mere udstrakt oq mere formaalsbevidst Anvendelse af koncentreret Gsdning navnlig sigtende til at Udnytte de naturlige Kvælstofkilder, der staa til Raadighed. ' have allerede tidligere angivet KllltUrsorssget som den eneste sikre Rettesnor for rentabel Anvendelse af Godning. Hvis de forstellige Plante- arters Fordringer til Næringsstoffernes Forbindelsesform vare ens, saa at man fuit behovede at afpasse Mængden af de enkelte Stoffer efter Plantens Udhold deraf, vilde det være forholdsvis let at gode paa rette Maade- men bette er ingenlunde Tilfældet. Tværtimod synes — set i store Træk __ Plantearternes Evne til at tilegne sig et Næringsstof af vanstelig tilgængelige Forbindelser at staa i nogeulmide ligefremt Forhold til den Mængde, de behove deraf. Eksempel herpaa frembyde visse Bælgplanter for Kvcelstoffets og visse Rodfrugter for Kaliets Vedkommende. Hvor der intet findes, hverken i let eller vanflelig tilgængelig Form, vil denne Egenskab selvfølgelig ikke faa Indflydelse paa Mængden af Næringsstof, der skal tilfsres, men dette er jo næsten aldrig Tilfældet, og vore gode Jorder indeholde almindelig ailfellge Mængder af Plantenæring i mere eller mindre let tilgængelig Form og særlig indeholde de betydeligt Materiale, hvoraf Plantenæring efterhaanden kan dannes. Man maa derfor i Praksis skelne strengt imellem Planternes Næringsbehov og deres Godningsbehov, o: mellem den Mængde af et Stof, som en Plante i normal Tilstand indeholder, og som den derfor maa optage for at opbygge sine Væv, og den Mængde, man under bestemte lokale Forhold behover at tilføre af dette Stof i let optagelig Form. Herom maa man paa Forhaand vide noget med Hensyn til de enkelte Planters Natnr, som vil blive omtalt senere; men tilstrækkelig Klarhed over det under specielle, lokale Forhold skonomisk rigtige erhverves kun gennem lokale Markforsog (se 1ste Afsnit S. 42 o. flg.). Ogsaa Tiden for Optagelsen af Plantenæringen frembyder væsentlige Forskelligheder, som maa forudsættes til Dels at staa i Forbindelse med Planternes forskellige Gødningsbehov, der altsaa staar i omvendt Forhold til deres Bemægtigelsesevne, og vi se her bl. a., at vore dyrkede Bælgplanter indtage en Særstilling lige over for Sædarterne.