Landmandsbogen I
Raadgiver for den danske Landmand og hans husstand ved den daglige Gerning

Saaningens Ubfprelfe. 551 dring, at Vintersæden bsr saas saa betimeligt, at den kan msde Nmteren med en kraftig Plantebestand; men sideordnet hermed er det en Kendsgerning, at der er Fare for, at meget tidlig saaede og derved i Efteraaret stærkt Ud- viklede Vintersædsmarker futme lide Uforholdsmæssig meget i Vinterperioden — navnlig naar- denne fører et langvarigt Snelæg med sig. Sneskimmelen, der i kendeligt Omfang kan virke odelæggende paa Vintersæden, er saaledes ubetinget farligst for de Afgrøder, der ere stærkt udviklede, inden Sneen falder. Og Erfaringen viser ligeledes, at det kraftigere Plantedække viser større Tilbojelig- hed end det svagere til at bortraadne under et tykt og langvarigt Snelæg — mutigen som Folge af en ligefrem Kvælning, derved at det yppigere Plantedække til Aandings- processen hurtigere forbruger Ilten i det sparsomme Luftforraad, der findes under Sneen. Og en Vintersædsmark, der fra Efteraaret er yppigt udviklet, men som i Vinterperioden er bleven stærkt udtyndet, vil i den ovrige Vækstperiode ikke formaa at lukke sig, idet de enkelte Planter allerede fra Efteraaret have præsteret det overvejende Flertal af de Sideskud, de formaa at frembringe. Vel overvintret, senere saaet Vintersæd vrser der- imod langt ftørre Tilbøjelighed til i Foraarstiden at frembringe talrige Sidestud. Særlig for Hvedens Vedkommende vise de forflellige Sorter en meget ulig Haard- forhed over for vort Vinterklima. Og i samme Grad, som Haardforheden tiltager, bliver Valget af Saatiden af mindre Betydning. Thi baade ved tidlig og sildig Saauing ville saadanne Sorters Haardforhed give sig til Kende. For den her i Landet mest dyrkede Hvedesort — Squareheadhveden — har saavel Erfaringen som særlige Forsøg godtgjort, at Tidsrummet omkring Midten as September tor anses for det hensigtsmæssigste for Udsæden. En væsentlig tidligere Saaning indeholder den foran paapegede Fare for, at Plantebestanden — særlig i en Vinter med stærkt og langvarigt snelæg — kan blive for stærkt udtyndet. , For Vaarsædens Vedkommende sættes Grænsen for Saatidens Frem- rykning dels af Hensynet til, at Jorden bsr være bekvem o: vcere sksr og poros samt ikke frembyde ftørre Fugtighedsindhold, end der tilsteder en for- svarlig Nedbringning af Udsæden — og dels af Hensynet til, at en vis Temperatur maa være naaet for ut betinge Spiring og Udvikling af det udsaaede Fro. Dronningen, der ester Frostens Ophor sormaar i kort Tid at fjerne det Obermaat af Vinterfugtighed, Jorden indeholder, bidrager ad denne Vej til i væsentlig Grad at rykke det Tidspunkt frem, hvor Jorden kan betegnes som bekvem til Lægning af Baar- sæden. Og ved saaledes at fjerne den overflødige Fugtighedsmængde, hvis Fordampning vilde modvirke Stigningen af Temperaturen i Jordbunden, bevirker Drainingen endvidere, at Jorden i Foraarstiden tidligere naar op til den Temperatur, ved hvilken Lædekornetv Spiring og Bcekst kan indledes. Denne tan for vore Kornsorter i Almindelighed siges at ligge ved omtrent 4° C.; — for Rugens Vedkommende dog et Par Grader lavere (se Afsnit I Kap. I). En stor Del UkrUdtsplanter Udvikles imidlertid ved lavere Temperatur end KUlturplanterne og taale ogsaa af den Grund en ftørre FUgtigheds- mængde i Jorden end disse. En for tidlig Udsæd paa kold og ube- kvem Jord giver derfor let Ukrildtet et Forspring for Kultur- planterne, der kan blive skæbnesvangert for Afgrsden af disse. Ogsaa dette