Landmandsbogen I
Raadgiver for den danske Landmand og hans husstand ved den daglige Gerning

556 Saaningen. endvidere Tilstedeværelsen af Rodukrudt er særlig uheldig, hvor Radsaaning benyttes, stal anfsres under Henvisning til, at dette alene ved at flæbe paa Saamastinens Skærer vansteliggsr en forsvarlig Dækning af Sæden. Naar Forholdene ere, som de bar være, vil Radsaamastinen knnne dække Sæden fuldstændig, saaledes at intet Korn ligger Udækket. Er dette af en eller anden Grund ikke opnaaet overalt, vil man uden Fare for derved at forstyrre Sædens Rcrkkesaaning kunne tilvejebringe fuldstændigere Dækning ved at lade Radsaamastinen efterfølges af en almindelig Letharve eller ved at foretage Trom- lingen umiddelbart efter Udsæden. Ved Tromling paa tværs af Rækkerne dcekkes eventuelt udækkede Korn bedre end ved Tromling i Sædradernes Længderetning. Den almindelige Opfattelse gaar ud paa, at man ved Radsaaning kan nøjes med kendelig mindre Saamængde end ved Bredsaaning. Paa Grundlag af denne Opfattelse, der tillod Maflinforhandlerne nøjagtig at angive, paa hvor kort Tid Udgiften til en Radsaamaskine alene ved Besparelsen af Saasced vilde være indvundet, have disse for- mentlig solgt mange saadanne Mafliner. At der ved Radsaaning i Sammenligning med Bredsaaning kan spares den Saamcengde, der ved sidstnævnte Saametode kommer til at ligge udækket oven paa Jorden, er givet. Fyldestgørende positivt Bevis for, at der med Fordel yderligere kan spares Saasced i nævneværdigt Kvantum ved Radsaaningen, stonnes imidlertid ikke at foreligge. Men hvorledes har da hin rodfæstede Anskuelse om Saa- sædsbesparelsen kunnet vinde Hævd? Man kunde i saa Henseende tænke sig folgende For- klaring. At Radsaaning er en suldkomnere - mere ideel — Form for Sædens Lægning end Bredsaaning, er uomtvisteligt. Man er uvilkaarlig tilbøjelig til paa Forhaand at tillægge den suldkomnere Fremgangsmaade alle mulige Fordele. At man da ledes til ogsaa at tillægge Radsaaningen en Fordel med Hensyn til kendelig Besparelse af Saasced, forklares let ved de meget vide Grænser, Praksis anviser for Anvendelsen af Saamcengde. Og flulde det ikke ligge nær at antage, at særlig den Omstændighed, at Radsaaningen har fundet Anvendelse paa Jorder i hoj Kultur — altsaa netop i saadanne Jordbrug, hvor Betingelserne for Anvendelse af ringe Saamængde ere til Stede — har bidraget til at fostre den nys nævnte almene Antagelse: at Benyttelsen af Radsaaningssystemet betinger en betydelig Saasædsbesparelsel Sandheden turde ret beset være den, at man ved Rad- saaning bor anvende enten samme Kvantum Udsæd som ved omhyggelig foretagen Bredsaaning med vel konstrueret Bredsaamastine eller et Kvantum, der er saa ubetydeligt mindre end dette, at Hensynet til Saascedsbesparelsen kun i ringe Grad vil kunne opfordre Landmanden til at ofre en for Haanden værende brugbar Bredsaamastine for at lade denne aflose af det moderne Landbrugs Attribut: Radsaamastinen. Hvad angaar Forholdet mellem det Arbejde, Udførelsen af henholdsvis Radsaaning og Bredsaaning kræver, kommer dette omtrent ud paa et. Hvor vinterpløjet Jord rad- s'aa s om Foraaret, bor denne altid forinden tildeles 2 Svenskharvetænder, foruden at den maa slettes over med Letharve saavel for som ester Svenstharvningen. Er Jorden be- kvem ved Saaningen, kræves der da, efter at Radsaamastinen har udsaaet og dækket Sæden, kun en affluttende Tromling. Ved tilsvarende Bredsaaning bor Jorden forud for Saaningen enten underharves ganske som til Radsaaning, eller man vil stundom, hvor Jorden er flor og bekvem, kunne spare den ene Svenskharvetand, gaaende ud fra, at Scrddækkerens Benyttelse ved Sædens Nedbringning saa nogenlunde kan træde i Stedet for denne. I sidstnævnte Tilfælde kræver Bredsaaningen lidt mindre Arbejds- kraft end Radsaaningen. Tildeles Jorden derimod samme forudgaaende Behandling til Bredsaaning som til Radsaaing, kræver sidstnævnte Saametode det mindste Arbejde, til Trods for at en 472 Alens Radsaamafline fordrer et Forspænd af 3 Heste, medens en