Landmandsbogen I
Raadgiver for den danske Landmand og hans husstand ved den daglige Gerning

Saaningens Udførelse. 559 de Hensyn, der i saa Henseende kunne gøre sig gældende, skal her dog kortelig fremhæves de vigtigste af disse. Selvfslgelig bestemmes Saamcengden fsrst og fremmest i al Almindelig- hed af Forholdet mellem Froets og Plantens Storrelse og inden for den enkelte Planteart atter af Varieteternes særlige Vækstforhold — Evne til at Udvikle Sidestud etc. Jo bedre Betingelser der bydes den enkelte Plante, jo kraftigere for- maar denne selvfslgelig at udvikle sig. Gsdningskraftig, dyb be- arbejdet og ren Jord, der tildeler de enkelte Planter gunstige Vilkaar for Væksten, kan derfor i Almindelighed nsjes med en svagere Besaaning end Jord, der savner de anførte Egenstaber. Ved tidlig Saaning gives der de enkelte Planter bedre Tid til at Ud- vikle Sidestud og altsaa brede sig, ligesom den tidlige Udsæd bedre end den senere sikrer Planterne den Filgtighedsmængde, som betinger Udviklingen af Sideskuddene. Derfor kan man almindelig ved tidligere Saaning nsjes med mindre Saamcengde end ved den senere — vel at mærke, hvis Jorden er ren! Paa uren Jord giver nemlig den tidlige Saaning ofte det haardfsre Ukrudt et Forspring, der vil blive farligere for Sæden i samme Grad, som denne er saaet tyndt. Og i Forbindelse hermed staar tillige den almindelige Regel, at i uren Jord bor der ikke saas for tyndt, for ikke at stille Asgrsden for ugunstigt i den Kamp om Herredommet, den maa føre med Ukrudtet. Ved tættere Plantebestand udtorrer Jorden hurtigere end ved en tyn- dere. Paa saadanne lettere Jorder, hvor der er Fare for eu saa stærk Udtorring i Vækstperioden, at Afgroderne kmme lide Uforholdsmæssigt herunder, kan der følgelig være Opfordring til at saa noget tyndere end normalt. At der endvidere ved Benyttelse af Frs med hoj Spireevne, ved om- hyggelig Spredning af Sædekornet samt ved passende Dækning af dette' betinges mindre Udsædsmængde, end hvor hine Forhold stille sig ngun- sttgere, er en Selvfolge. Sluttelig bor endnu peges paa Klimatforholdene, som den afgjort vigtigste af de her nævnte Faktorer. At man kan nsjes med mindre Udsædsmængde i samme Grad, som Klimatforholdene ved rigelig Fugtighed og Varme yde de enkelte Planter gunstigere Vækstbetingelser, er givet. Det maa kun beklages, at man i Praksis m. H. t. sidstnævnte Forhold ikke kan naa videre end til at stille sig dettes Betydning klar — og saa i ovrigt soge afpasset Udscedsmcengden saaledes, at denne, hvorledes end Klimaet stiller sig under Afgrødernes Vækst, ikke lægger Hindringer i Vejen for Opnaaelsen af det bedst mulige Udbytte af disse. Det skal fremhæves, at man i saa Henseende løber mindre Risiko ved at anvende