Landmandsbogen I
Raadgiver for den danske Landmand og hans husstand ved den daglige Gerning

560 Saaningen. rigelig Ildsæd end ved at saa for tyndt, idet Tørke og Larveangreb i langt højere Grad blive flcebnesvangre for en tyndt saaet Afgrode. Saadybden bsr for en væsentlig Del rette sig efter Frsets Storrelse og saaledes, at de ftørre Fro i Almindelighed taale stærkere Dækning end de mindre. Dette Forhold gælder i al Almindelighed, saavel over for Frs af de forskellige Plantearter som for Fro af ulige Stsrrelse af samme Planteart. Altsaa taaler f. Eks. store, vel udviklede Bygkorn en stærkere Dækning end mindre vel udviklede tilsvarende Korn. Froet af adstillige Bælgplanter — Bonnen og Ærten — udmærker sig ved at kunne taale meget betydelig Dækning, saaledes at det endog taaler Nedbringning til almindelig Plovfure-Dybde. I Modsætning hertil indtager Lupinens Fro en Særstilling, idet disse — trods deres forholdsvis betydelige Størrelse — kun taale meget ringe Dækning (V2—1"). I meget let Jord eller ved Udsæd i en Jord, der er stærkt Morret, vil der imidlertid kunne være Anledning til inden for rimelige Grænser at forøge de almindelig anvendte Saadybder — noget, der i Praksis Ubevidst ster Fyldest derved, at de almindelig anvendte Dcekharver netop Under saadanne Forhold bringe Udsæden dybere ned end normalt. I ovrigt tsr opstilles som Regel, at jo gunstigere Forholdene ere for Spiringen, og jo mere bin- dende Jorden er, jo mindre Dækning bor man tildele Udsæden. I det hele taget synes alle Hensyn at opfordre til ikke at nedbringe Udsæden dybere end nsdvendigt. Jo dybere denne bringes ned Udover det absolut notwendige, jo senere og Uregelmæssigere bliver nemlig Spirernes Frembrud over norden. Og i samme Grad, som Froet nedbringes dybere, aftager Udviklingen af saavel Planternes Rodnet som af disses overjordiske -^el dog med det Forbehold, at hin Aftagen førft indtræder, naar man overskrider den Dybde, Erfaringen har anvist som den mest passende for hver enkelt Frssort. Yderligere kan anføres, at den nyere Tids Forskning mener at have godtgjort, at den Vintersæd, der er fremgaaet af svagt dækket Udsæd, vansteligere fryser bort end' til- svarende Afgroder af stærkere dækket Seed. At man imidlertid ikke af Bestræbelserne for at dække Udsæden let maa lade sig lede til saadanne Iderligheder som at lade en ftørre eller mindre Del af denne ligge Udækket oven paa Jorden, er en Selvfolge. Ved at stille sig klart, at en stærkere Dækning af Udsæden end nsdvendigt let kan komme til at virke forringende paa Afgrsden, og ved sideordnet hermed at holde sig for Øje, at Udsædens paalidelige Spiring bl. a. er betinget af, at Froet foresinder fornoden Fugtighed og som Folge heraf ikke bor ligge saa overfladeligt, at der ved indtrædende tort Vejr straks ester Saaningen let opstaar Fare for Mangler i saa Henseende, — vil man i Praksis sikkert let kunne mrdgaa at begaa væsentlige Fejl m. H. t. Dybden for Udsædens Ned- bringning.