Landmandsbogen I
Raadgiver for den danske Landmand og hans husstand ved den daglige Gerning

578 Landbrugsplanternes Fjender af Plante- og Dyreriget. lige Formeringsstud med et endestillet Aks; senere fremkomme de grønne Ernceringsfiud, med lange Kransgrene. Den optræder især i leret Jord paa side Steder, hvor den kan være et meget besværligt Ukrudt. Rørlægning i Forbindelse med, at Jorden sættes i godningskraftig Stand, ere de bedste Midler til at hjælpe Avlsplanterue i Kampen mod Padde- rokken paa Agrene, idet en tætsluttende Plantevækst efterhaanden kvæler dette Ukrudt. Kvik. (Agropyrum repens) er et især i lose, sandmuldede Jorder besværligt Ugræs, paa Grund af dens vidtkrybende og stærkt forgrenede, hvide og seje underjordiske Stængler „Sener". Den horer til Aksgræsserne, og dens toradede Aks har nogen Lighed med Rajgræs, fra hvilken ben dog bl. a. adskilles ved, at de flerblomstrede Smaaaks vende Fladen mod Straaet. En stærk Behandling af Jorden bidrager netop til Kvikkens Udbredelse, idet ethvert losrevet Brudstykke af Udløberne bidrager til dens Formering. I varige Græsgange fortrænges den derimod af andre Græsarter. Det bedste Middel mod den er ved hensigtsmæssige Redskaber, særlig Svenskharven, at oprive og indsamle „Kvikrodderne" i Brakaaret; ved Hjælp heraf er Frygten for Kvik heller ikke saa stor nu som forhen. Froet kommer meget sjælden til Udvikling, saa at der ikke er Fare for dens Udbredelse ad denne Vej. Eng-Raygrcrs (Poa pratensis) er en paa de forstelligste Lokaliteter vildtvoksende Græsart, som paa varige Græsgange maa anses for en ret god Foderplante, men som i Vekselbruget bliver et hojst besværligt Ugræs paa Grund af sine lange underjordiske Ud- løbere, der ere endnu vanskeligere at udrydde end Kvikrodder, fra hvilke de kelldes ved at have en lidt sammentrykt Form og gulagtig Farve. Den horer i ovrigt til Topgrcesserne og skelnes fra de andre Arter Rapgræs bedst ved de omtalte Udløbere fra Rodstokken. Foruden ved Hjælp af disse udbreder den sig ogsaa, i Modsætning til Kvik, ved Fro- formering. Rød Skræppe eller Rodkncr (Bumex Acetosella) horer til Syrefamilien. Det er en tyndstænglet, i Regelen morkerod Plante, med smalle, spydforinede Blade og en Blomster- top, som enten alene har Hanblomster eller alene Hunblomster (tvebo). Hvad der gor den til et vanskelig udryddeligt Ukrudt, er dens lange, krybende og knvpfiydende Rodder, hvoraf ethvert løsrevet Brudstykke kan vokse videre; den formerer sig ogsaa let ved Fro, der meget hyppig forurener Kulturfroet. Rodknce trives bedst paa lette, sandede og udpinte Jorder, hvorimod den ikke ynder Mergel. Paa nyopdyrkede Heder og Sandjorder myldrer den i Regelen frem og danner ofte her et teet Dække. Ager-Tidsel (Cirsium arvense) sse kolor. Tavle Fig. 4] kendes let fra de øvrige Tidselarter ved sin ejendommelige Rodbygning og ved at være tvebo. Den horer til vore skadeligste Ukrudtsplanter, især paa Lerjorder eller dog, hvor der findes Lerunderlag, Den vokser selskabeligt i store Grupper, hidrorende fra de vidtkrybende, knopflydende Rodder, der udsende overjordiske Skud, saa at alle Tidselstcengler i en saadan Gruppe hore til samme Individ; i nogle af disse Grupper ses derfor ogsaa lutter Hanplanter, i andre alene Hunplanter. I Agerstorpen træffes sædvanlig de vandrette, krybende For- meringsrodder i 8—10 Tommers Dybde; de opnaa ofte flere Alens Længde, førend de pludselig bøje nedefter og blive til Ernæringsrodder, der gaa i lodret Retning ned gennem Undergrunden, til de naa Grundvandet, ofte til en Dybde af 5—6 Fod eller mere. sSe Fig.253j. I Brakken og Roemarken faa Tidselpletterne deres Knæk; i Vinter- sæden komme de noget til Kræfter, men naa sjælden til Blomstring her, iscer ikke i Rugen; bedst florere de i Vaarsceden, fremfor alt i den ester Byg folgende Havre, hvori- mod de atter gaa tilbage i Græsmarken. Ny Tidselgrupper opstaa iscer ved, at Avls- redstaber slæbe Brudstykker af Rødderne med sig, sjældnere ved Froformering. Foruden de sædvanlige Fcellesmidler mod Ukrudt maa særlig fremhæves en Oprykning af Tidsel-