Landmandsbogen I
Raadgiver for den danske Landmand og hans husstand ved den daglige Gerning

Forfatter: H. Goldschmidt, T. Westermann

År: 1895

Forlag: Ernst Bojesens Forlag

Sted: København

Sider: 683

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 730 Forrige Næste
 78 Jordbunden Mængde, men at en forholdsvis ringe Mængde kan være nok til at meddele Jorden sine Egenstaber. 15—20 % Humus er saaledes tilstrækkelig til, at en Jord kaldes Humusjord, 40 % Ler eller kulsur Kalk til at give Jorden Navn af Ler- eller Kalkjord, men der behsves derimod 70—80 % Sand, for at Jorder kunne kaldes Sandjorder. 3. Uoeringsstofferue i Jordbunden. a. De kvlrlftofholdige PlanteMrmgsstoffer. Da vore Kulturplanter med Undtagelse af Bælgplanterne ikke kunne drage Nytte af Lnftens fri Kvælstof, saa bliver det Jordbundens Salpetersyre og Ammoniak, der maa forsyne Planterne med dette Næringsstof. Vel indeholder Luften smaa Mængder af de ovennævnte Kvælstofforbindelser, men disse optages kun i saa ringe Mængder, at de blive uden praktist Betydning for Planternes Kvælstofforsyning. Af den Aarsag har det Interesse at kende de Kilder, igennem hvilke Jordbunden faar tilfort Salpetersyre og Ammoniak, og hvorledes Kvælstoffet omdannes til disse. Fra Luften tilfores der Jordbunden igennem Regnen Salpetersyre og Ammoniak; men den futfure Ammoniak, som findes i Luften, og som kun udgsr Milliondele af denne, hidrorer fra de organiske, kvcrlstofholdige Stoffers For- raadnelse i Jordbunden. Den Mængde af Ammoniak, som Jordbunden paa denne Maade kan afgive til Luften, er dog stærkt begrænset, dels paa Grund af, at Jorden selv er i Stand til at binde den stsrste Mængde af den ved Forraadnelsen dannede Julfure Ammoniak, dels fordi denne let omdannes til Salpetersyre, der tilbageholdes i Jordbunden. En Del af Lllftens fri Kvælstof kan under visse Forhold omdannes til Salpetersyre; saaledes er Lynet i Stand til at forene Luftens Kvælstof og Ilt til denne Syre, men denne Forsgelse er under vore klimatiske Forhold yderst ringe. Det Tilsind af Kvælstofforbindelser, som modtages igennem Regnen, hidrorer altsaa hovedsagelig fra selve Jordbunden og kan som Folge heraf kun betragtes som en Erstatning for den Ammoniak, som den tidligere har afgivet til Lllften. Det Tilskud af Salpetersyre og Ammoniak, som Regnen aarlig tilforer Jordbllnden, kan her i Landet anslaas til 15 Pd. Kvælstof pr. Td. Land, men kun en ringe Del heraf kommer Planterne til gode. Hovedmængden af Jordbundens Kvælstof hidrorer fra Planterne selv. Det er saaledes fastslaaet for Bælgplanternes Vedkommende, at disse — særlig paa kvælstoffattige Jorder — kunne optage Luftens fri Kvælstof og herved blive i Stand til, selv naar de hsstes, at berige Jordbunden med Kvælstof ved deres Bladaffald, Stubbe og Nodder. Anvendes hele Afgroden