Elektriciteten
De elektriske Kræfters Frembringelse og Anvendelse i Menneskets Tjeneste
Forfatter: Helge Holst
År: 1910
Serie: 1. Bind
Forlag: Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag
Sted: København og Kristiania
Sider: 317
UDK: 621.30 gl
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
ELEKTRISK KØRSEL OG SEJLADS
107
ningerne ved Indførelsen af elektrisk Drift paa Kristiania-Drammen-
Banen. Endvidere er der anlagt en ca. 30 Kilometer lang Enfasebane
fra Thamshavn ved Orkedalsfjorden (nær Trondhjem) til Minerne ved
Løkken. Banen befordrer baade Personer og Gods, men Godstrafikken
er den overvejende. En anden ny Bane som nu elektrificeres i hele sin
Udstrækning er Rjukanbanen, der skal føre Produkterne fra det nye
mægtige Salpeterværk ved Saaheim til Notodden ved Nordenden af
Hitterdals vandet. Det er egentlig to Baner, nemlig Vestf jordbanen fra
Saaheim til Tinnsøen (ca. 15 Km.) og Banen fra Tinnsøens Sydende
til Notodden (ca. 30 Km.), indbyrdes forbundne ved Dampfærgefart
paa Tinnsøen.
I det foregaaende har vi ved »elektriske Baner« tænkt paa særlige
Banelinjer i Modsætning til »Sporveje« med Skinner i en Færdselsvej
fælles for forskellige Slags Trafik. Men Elektricitetens store Tilpasnings-
evne gør alle gamle Grænser flydende. Vi har jo set, at Byernes Spor-
veje kunde gaa over i indhegnede elektriske Baner paa Landet. De kan
ogsaa forlænge sig lange Strækninger ud paa Landevejene — som f.
Eks. Sporvejene fra København til Klampenborg og Ordrup eller fra
Kristiania til Holmenkollen. I andre Lande findes der adskillige Eks-
empler paa elektriske Sporveje, som forbinder to Byer i ikke helt ringe
Afstand, og som befordrer baade Personer og Gods, saa at de har Ka-
rakter af og gør Fyldest for Baner.
Er der ikke en Gang Raad til at nedlægge Spor i en Landevej, saa
kunde man maaske nøjes med at ophænge elektriske Traade, hvorfra
elektriske Vogne, som kører paa Landevejen, kan tage Drivkraft ved
Kørestænger; da her ikke er Skinner, der kan tjene som Tilbageledning
for Elektriciteten, maa der findes to Køretraade og to Kørestænger;
disse bør tillige anbringes saaledes, at de ikke slipper Traadene, selv
om Vognen viger betydeligt ud til Siden. I Tyskland er bygget flere
saadanne »skinneløse Baner«, som baade i teknisk og økono-
misk Henseende har givet gode Resultater. En af dem forbinder Byen
Manheim ved Rhinen med en Jærnbanestation en god halv Mil (4 Kilo-
meter) derfra. Persontrafikken besørges af en elektrisk Omnibus, Gods-
trafikken af en elektrisk Forspandsvogn, der selv kan optage Varer
af 2—3000 Punds Vægt og desuden trække 2—4 Tilhængsvogne, hver
belastet med indtil 10 000 Pund (5 Tons). Naar to Tog mødes, viger
(let ene ud til Siden, og dets Kørestænger nedtages, medens det andet
passerer. Der bruges naturligvis mere Drivkraft (det dobbelte, angives
der, eller mere) end paa en Skinne vej; men dette har ikke stort at sige
i Sammenligning med Besparelsen ved Anlægget. Tilmed har det visse
Fordele, at der ikke er Skinner; den gode Vedhængning mellem Hju-