Elektriciteten
De elektriske Kræfters Frembringelse og Anvendelse i Menneskets Tjeneste

Forfatter: Helge Holst

År: 1910

Serie: 1. Bind

Forlag: Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag

Sted: København og Kristiania

Sider: 317

UDK: 621.30 gl

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 646 Forrige Næste
ELEKTRISK KØRSEL OG SEJLADS 107 ningerne ved Indførelsen af elektrisk Drift paa Kristiania-Drammen- Banen. Endvidere er der anlagt en ca. 30 Kilometer lang Enfasebane fra Thamshavn ved Orkedalsfjorden (nær Trondhjem) til Minerne ved Løkken. Banen befordrer baade Personer og Gods, men Godstrafikken er den overvejende. En anden ny Bane som nu elektrificeres i hele sin Udstrækning er Rjukanbanen, der skal føre Produkterne fra det nye mægtige Salpeterværk ved Saaheim til Notodden ved Nordenden af Hitterdals vandet. Det er egentlig to Baner, nemlig Vestf jordbanen fra Saaheim til Tinnsøen (ca. 15 Km.) og Banen fra Tinnsøens Sydende til Notodden (ca. 30 Km.), indbyrdes forbundne ved Dampfærgefart paa Tinnsøen. I det foregaaende har vi ved »elektriske Baner« tænkt paa særlige Banelinjer i Modsætning til »Sporveje« med Skinner i en Færdselsvej fælles for forskellige Slags Trafik. Men Elektricitetens store Tilpasnings- evne gør alle gamle Grænser flydende. Vi har jo set, at Byernes Spor- veje kunde gaa over i indhegnede elektriske Baner paa Landet. De kan ogsaa forlænge sig lange Strækninger ud paa Landevejene — som f. Eks. Sporvejene fra København til Klampenborg og Ordrup eller fra Kristiania til Holmenkollen. I andre Lande findes der adskillige Eks- empler paa elektriske Sporveje, som forbinder to Byer i ikke helt ringe Afstand, og som befordrer baade Personer og Gods, saa at de har Ka- rakter af og gør Fyldest for Baner. Er der ikke en Gang Raad til at nedlægge Spor i en Landevej, saa kunde man maaske nøjes med at ophænge elektriske Traade, hvorfra elektriske Vogne, som kører paa Landevejen, kan tage Drivkraft ved Kørestænger; da her ikke er Skinner, der kan tjene som Tilbageledning for Elektriciteten, maa der findes to Køretraade og to Kørestænger; disse bør tillige anbringes saaledes, at de ikke slipper Traadene, selv om Vognen viger betydeligt ud til Siden. I Tyskland er bygget flere saadanne »skinneløse Baner«, som baade i teknisk og økono- misk Henseende har givet gode Resultater. En af dem forbinder Byen Manheim ved Rhinen med en Jærnbanestation en god halv Mil (4 Kilo- meter) derfra. Persontrafikken besørges af en elektrisk Omnibus, Gods- trafikken af en elektrisk Forspandsvogn, der selv kan optage Varer af 2—3000 Punds Vægt og desuden trække 2—4 Tilhængsvogne, hver belastet med indtil 10 000 Pund (5 Tons). Naar to Tog mødes, viger (let ene ud til Siden, og dets Kørestænger nedtages, medens det andet passerer. Der bruges naturligvis mere Drivkraft (det dobbelte, angives der, eller mere) end paa en Skinne vej; men dette har ikke stort at sige i Sammenligning med Besparelsen ved Anlægget. Tilmed har det visse Fordele, at der ikke er Skinner; den gode Vedhængning mellem Hju-