Elektriciteten
De elektriske Kræfters Frembringelse og Anvendelse i Menneskets Tjeneste

T RA A I) LO S T ELEG R A FI 219 Bølgerne spredtes ligeligt til alle Sider, og at uvedkommende Sta- tioner, som ikke netop ligger i samme Retning, udsættes mindre for Forstyrrelse. — Der er ogsaa opfundet andre Slags »Retnings- telegrafi«, hvorved man uden at ændre Traadnettets Stilling kan ændre den Retning, hvori man kräftigst vil udsende eller hvorfra man bedst opfanger elektriske Bølger; dette kan saaledes opnaaes ved Bel- lini og Tosi’s System, der nu har naaet en ikke ringe Udvikling. Men det vigtigste Middel, hvorved man søger opnaaet, at to Sta- tioner kan tale sammen uden at forstyrres af andre, som samtidig slynger deres elektriske Bølger ud i Rummet, er dog Afstemning. Hvad hermed menes, vil lettest forstaas gennem en fra Lydlæren hentet Sammenligning. Lad os antage, at en Orgelpibe eller Fløjte sender en kraftig Tone ud i et stort Rum, hvor der et andet Sted findes en Stræng, som netop er stemt for denne Tone, hvilket vil sige at den ved Anslag vilde svinge i samme Takt som Luften i Fløjten og altsaa give samme Tone som denne. De Luftsvingninger eller Lydbølger, der udsendes fra Fløjten, vil da have let ved at sætte Strængen i Svingninger, fordi de smaa Slag, Luftdelene giver dem, netop følger i den Takt, som den selv er tilbøjelig til at svinge i; det gaar her ligesom med en Gynge, der efter- haanden kan komme i stærke Svingninger ved smaa Puf, naar de stadig kommer i rette Øjeblik. Dersom Strængens Svingninger ind- virkede paa en lille Mekanik og bragte en Klap til at falde, havde vi her en uelektrisk traadløs Telegrafi; og skønt den udføres ved Lyd- bølger, kan selv et Menneske, der ikke kan høre, paa Klappens Fald ved »Modtageren«, d. v. s. Strængen med dens Mekanik, iagttage, naar Af senderen«, d. v. s. Fløjten, udsender Bølgerne. Dersom Modtageren var stemt for en anden Tone end Afsenderen, vilde Virkningen imid- lertid udeblive. Thi naar Luftdelene ikke slaar mod Strængen i den rette Takt, vil de snart fremme, snart hæmme dens Bevægelse, saa at det ikke bliver til noget rigtigt. Tænker vi os, at vi har f. Eks. 8 Afsendere (Fløjter), som giver hver sin Tone, og 8 Modtagere (Strænge) stemt for hver sin af disse Toner, saa kunde alle Afsendere raabe i Munden paa hverandre; hver Modtager vilde kun paavirkes af Tonen fra den ligestemte Afsender, men ikke mærke noget til de andres Virksomhed. En Modtager for elektriske Bølger kan nu ligesom en Stræng af- stemmes for en bestemt Svingningstakt — for en bestemt elektrisk Tone kan vi kalde det. Men dette kan ikke faa synderlig Betydning, naar Afsenderen er indrettet som vist i Fig. 180; bl. a. fordi den Energi Induktoren afgiver til Gnisten straks straaler ud fra Antennen, vil