Elektriciteten
De elektriske Kræfters Frembringelse og Anvendelse i Menneskets Tjeneste

B1LLEDTELEGRAFI 235 vilde komme før de tilsvarende Bevægelser; men maaske kunde man andgaa Fotograferingen, idet man f. Eks. lod den foranderlige Lysplet i Modtagerapparatet umiddelbart fare henover den Flade, hvorpaa de levende Billeder skulde vise sig; naar Pletten var tilstrækkelig lysstærk og løb en halv Snes Gange i Sekundet hen over hvert af Fladens Punk- ter, vilde Billederne rimeligvis træde frem for Øjet, skønt Lyspletten kun er et Sted ad Gangen, idet det gaar ligesom naar man svinger en Glød og da ser en Lyskreds i Stedet for Glødens enkelte Stillinger. Den Hurtighed i Billedo verføringen, som udkræves til Virkeliggø- relse heraf, er imidlertid nogle tusind Gange saa stor som den, Korn opnaar. Fotografiet Fig. 193 er overført i Løbet af en halv Snes Mi- nutter, og stort mere end til det halve kan Tiden ikke nedsættes, naar et Portræt skal gengives nogenlunde tydeligt. Vanskelighederne ved at opnaa en meget hurtig Billedo verføring er ikke blot af mekanisk, men ogsaa af elektrisk Art. For det første har Selenet en vis »Træg- hed«, d. v. s. dets elektriske Ledningsmodstand retter sig ikke øje- blikkelig fuldstændig efter Forandringer i Belysningen; det er navnlig denne Træghed, der sætter Grænsen for Telegraferingshastigheden ved Korns Billedtelegrafi. Og for det andet vil en lang Ledning, især en Kabelledning, her som ved Telefonering virke svækkende og udvis- kende paa de hurtige Strømforandringer. Opfindere, der har udtænkt sindrige Løsninger af »Fjærnsynsproblemet, har ofte helt overset disse Vanskeligheder. Man kunde maaske nok omgaa dem, i alt Fald i Teorien. Led- ningens Træghed kom man over ved at anvende elektriske Bølger til Overføringen. Og den skadelige Indflydelse af Selenets Træghed kunde man faa Bugt med ved i Stedet for én Selencelle, som efterhaanden skulde udsættes for Lyset fra alle Billedets Dele, at anvende et meget stort Antal Selenceller, svarende til hver sin lille Del af Billedet. Alle disse Selenceller kunde samles i en Flade, hvorpaa der dannedes et Lysbillede af den Genstand eller Scene, som skulde ses i det fjærne; hver enkelt Celles Ledningsmodstand skulde da kun forandre sig i Takt med de ved Genstandens Bevægelser fremkaldte Belysningsfor- andringer. Naar der nu tillige fra hver Celle førte én Ledning til hver sit Apparat paa Modtagerstationen, vilde det være en forholdsvis let Opgave her at faa alle Apparaterne tilsammen til at danne et ’levende? Billede af Genstanden; men en saadan Ordning med en Ledning for hvert Billedpunkt kan ikke regnes for en Løsning af Opgaven. Skulde der være Mening i Sagen, maatte man indføre en Mekanisme, som kunde sætte alle Selencellerne, den ene efter den anden, i Forbindelse med én Ledning (eller med et Afsenderap parat for elektriske Bølger)