Elektriciteten
De elektriske Kræfters Frembringelse og Anvendelse i Menneskets Tjeneste

284 ELEKTRICITETENS NATUR skel, der bevirker, at vi kun kan paavise Straalevirksomhed hos nogle faa Stoffer, melder sig det Spørgsmaal, om vi er i Stand til paa nogen Maade at ændre Stoffernes Stabilitet, om vi kunstigt kan forandre Straalestoffernes Levetid og deres Omdannelser eller bringe Atomer af andre Grundstoffer til at forvandle sig. Forskellige Forsøg og Iagttagelser af Ramsay synes virkelig at tyde paa, at Straalestoffernes Virksomhed under særlige Forhold kunde ledsages af andre Grundstof forvandlinger (af Straalestoffet selv eller tilstedeværende fremmede Grundstoffer) end normalt; men Ramsay’s Iagttagelser forliges rigtignok daarligt med, hvad man ellers vidste om Straalevirksomhedens Upaavirkelighed af alle ydre Forhold. Imidlertid har ogsaa J. J. Thomson og andre gjort Opdagelser, som kunde tyde paa, at der kan foregaa andre Grundstof forvandlinger end de regelmæssige Omdannelser af Straalestofferne. Det blev an- tydet S. 272, at de Smaadele, som danner positive Straaler i Udlad- ningsrørene, var Atomer af de tilstedeværende Grundstoffer. Dette er ogsaa til en vis Grad rigtigt i alt Fald for de egentlige Anodestraaler; men J. J. Thomsen fandt, at hvad Luftart der end fandtes i Røret, kunde der paavises positive Straaler bestaaende af positiv elektriske Smaadele af Størrelse som Brintatomer eller Brintmolekyler, der be- staar af to Atomer, og det selv om han med stor Omhu havde fjærnet al Brint fra Røret. Ved meget stærke Fortyndinger var det endogså a ligegyldigt, hvilken Luftart der fandtes i Røret; de positive Smaa- dele syntes altid at være Brintatomer eller -molekyler; kun i Rør med Helium optraadte ogsaa Smaadele med Masse som Heliumatomet. Medens det særlig var Straalestoffernes Forhold, der vakte Spørgs- maalet om Atomernes indre Bygning, er et andet endnu dyberegaa- ende Spørgsmaal om Stoffets Natur vokset frem af selve Elektron- læren. Men inden vi gaar ind paa denne ret vanskelige Sag maa der forudskikke« nogle Bemærkninger om Betydningen af det, som Fy- sikerne kalder »Massen« af en Genstand. Tænkte vi os, at en Banevogn kunde løbe henad vandrette Skin- ner, uden at Bevægelsen mødte nogensomhelst Modstand, saa vilde der ikke kræves noget Træk til at holde den i Gang, men vel til at forøge dens Fart. Anvendes stadig samme Træk, vil Vognens Hastig- hed vokse lige meget hvert Sekund — altsaa ligesaa meget, naar Vog- nen er i stærk Fart, som til at begynde med, da den var i Hvile; skal Hastighedstilvæksten pr. Sekund fordobles, maa Trækket fordobles o.s.fr. Lægger man mere Gods i Vognen, eller tager man en større og tungere Vogn, maa man trække stærkere; kræves der det dobbelte Træk til at give samme Hastighedstilvækst pr. Sekund som før, saa siger man,