Elektriciteten
De elektriske Kræfters Frembringelse og Anvendelse i Menneskets Tjeneste

Forfatter: Helge Holst

År: 1910

Serie: 1. Bind

Forlag: Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag

Sted: København og Kristiania

Sider: 317

UDK: 621.30 gl

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 646 Forrige Næste
286 ELEKTRICITETENS NATUR naar Hastigheden er meget stor, end naar den er lille. At give Elektro- nerne en Hastighed større end Lysets er overhovedet umuligt; naar Hastigheden nærmer sig Lysets, vil Modstanden mod yderligere Ha- stighedsforøgelse, altsaa ogsaa den elektromagnetiske Masse, vokse ud over alle Grænser. Ved ringere Hastigheder kan den elektromag- netiske Masse regnes for uforanderlig; først naar man kommer op til Hastigheder, som kan sammenlignes med Lysets, indtræder der en kendelig Forøgelse. Saadanne vældige Hastigheder træffer vi jo imid- lertid hos en Del af de fra Straalestofferne udslyngede Elektroner. Det har nu i Virkeligheden vist sig, at deres tilsyneladende Masse er meget større end de langsommere flyvende Katodestraale-Elektroners. og ved at sammenholde de Værdier, man har fundet for Elektronernes tilsyneladende Masse ved forskellige Hastigheder med dem, man har udregnet for deres elektromagnetiske, kommer man til det mærkelige Resultat, at den elektromagnetiske og den tilsyneladende Masse er den samme, saa at en Elektron slet ikke har nogen stoflig Masse, men at hele dens Masse er af elektrisk Natur! Udtrykt med andre Ord vil dette sige, at den Kraft, der udkræves til at forøge en Elektrons Hastighed, alene anvendes til at fremkalde Ændringer i det elektriske og magnetiske Felt i Æteren, medens der slet ikke kræves nogen Kraft ud over dette til at give Elektronens »Stof« Fart. Dette Resultat har en meget vidtrækkende Betydning. Til ethvert Atom maa der jo antages at være knyttet Elektroner, og selv om man vil sige, at disses tilsyneladende Masse er noget helt andet end den gode gammeldags Stofmasse, ja slet ikke fortjener Navnet Masse, saa kan vi dog ikke slippe for at faa den med ind i vore Bestemmelser af Genstandens Masse, og i Betragtning af den store Nøjagtighed, hvor- med vi ved Vejninger kan bestemme Massen, kan Elektron-Masserne ikke betragtes som en helt forsvindende Del af den hele fundne Masse. Den gamle Opfattelse af Massen som noget absolut uforanderligt og som et Maal for Stofmængden kan derfor ikke opretholdes. Man kunde imidlertid gaa videre endnu og spørge, om ikke al Masse til syvende og sidst er af elektrisk Natur, idet et Atom blot er en Sam- ling af Elektroner og Atomets Masse blot Summen af alle dets Elek- troners Masse? I saa Fald kunde vi som Maal for Stofmængden i en Genstand tage Antallet af alle de Elektroner, den indeholdt, og man kunde da holde fast ved Læren om Stofmængdens Uforanderlighed — Stoffets Uforgængelighed; thi man har i alt Fald aldrig opdaget noget, der kunde tyde paa, at Elektroner kan opstaa eller blive til intet. Men den almindelige grove Opfattelse af Stoffet maa da vige for en Betragtning, i Følge hvilken alt Stof kun er en Samling Punk- ter, som er i stærke Bevægelser, og som hver for sig ikke er en »Stof-