Elektriciteten
De elektriske Kræfters Frembringelse og Anvendelse i Menneskets Tjeneste
Forfatter: Helge Holst
År: 1910
Serie: 1. Bind
Forlag: Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag
Sted: København og Kristiania
Sider: 317
UDK: 621.30 gl
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
286
ELEKTRICITETENS NATUR
naar Hastigheden er meget stor, end naar den er lille. At give Elektro-
nerne en Hastighed større end Lysets er overhovedet umuligt; naar
Hastigheden nærmer sig Lysets, vil Modstanden mod yderligere Ha-
stighedsforøgelse, altsaa ogsaa den elektromagnetiske Masse, vokse
ud over alle Grænser. Ved ringere Hastigheder kan den elektromag-
netiske Masse regnes for uforanderlig; først naar man kommer op til
Hastigheder, som kan sammenlignes med Lysets, indtræder der en
kendelig Forøgelse. Saadanne vældige Hastigheder træffer vi jo imid-
lertid hos en Del af de fra Straalestofferne udslyngede Elektroner.
Det har nu i Virkeligheden vist sig, at deres tilsyneladende Masse er
meget større end de langsommere flyvende Katodestraale-Elektroners.
og ved at sammenholde de Værdier, man har fundet for Elektronernes
tilsyneladende Masse ved forskellige Hastigheder med dem, man har
udregnet for deres elektromagnetiske, kommer man til det mærkelige
Resultat, at den elektromagnetiske og den tilsyneladende Masse er
den samme, saa at en Elektron slet ikke har nogen
stoflig Masse, men at hele dens Masse er af elektrisk Natur!
Udtrykt med andre Ord vil dette sige, at den Kraft, der udkræves
til at forøge en Elektrons Hastighed, alene anvendes til at fremkalde
Ændringer i det elektriske og magnetiske Felt i Æteren, medens der slet
ikke kræves nogen Kraft ud over dette til at give Elektronens »Stof« Fart.
Dette Resultat har en meget vidtrækkende Betydning. Til ethvert
Atom maa der jo antages at være knyttet Elektroner, og selv om man
vil sige, at disses tilsyneladende Masse er noget helt andet end den
gode gammeldags Stofmasse, ja slet ikke fortjener Navnet Masse, saa
kan vi dog ikke slippe for at faa den med ind i vore Bestemmelser af
Genstandens Masse, og i Betragtning af den store Nøjagtighed, hvor-
med vi ved Vejninger kan bestemme Massen, kan Elektron-Masserne
ikke betragtes som en helt forsvindende Del af den hele fundne Masse.
Den gamle Opfattelse af Massen som noget absolut uforanderligt og
som et Maal for Stofmængden kan derfor ikke opretholdes.
Man kunde imidlertid gaa videre endnu og spørge, om ikke al Masse
til syvende og sidst er af elektrisk Natur, idet et Atom blot er en Sam-
ling af Elektroner og Atomets Masse blot Summen af alle dets Elek-
troners Masse? I saa Fald kunde vi som Maal for Stofmængden i en
Genstand tage Antallet af alle de Elektroner, den indeholdt, og man
kunde da holde fast ved Læren om Stofmængdens Uforanderlighed
— Stoffets Uforgængelighed; thi man har i alt Fald aldrig opdaget
noget, der kunde tyde paa, at Elektroner kan opstaa eller blive til
intet. Men den almindelige grove Opfattelse af Stoffet maa da vige
for en Betragtning, i Følge hvilken alt Stof kun er en Samling Punk-
ter, som er i stærke Bevægelser, og som hver for sig ikke er en »Stof-