Elektriciteten
De elektriske Kræfters Frembringelse og Anvendelse i Menneskets Tjeneste

ELEKTRICITETENS NATUR 287 klump«, men derimod hvad vi kunde kalde et Kraftcentrum et Cen- trum for et elektrisk og magnetisk Felt i Æteren. En saaclan Udvidelse af Elektronlæren, hvorved »Elektricitets- stoffet« bliver Grundstoffet for alle Stoffer, den elektriske og magne- tiske Kraft Grundkraften for alle Kræfter, maa dog siges at gaa ud over Videnskabens foreløbige Grænser, og Vanskelighederne ved at gennemføre den synes maaske større nu end for faa Aar siden. Endnu er vi ikke naaet det mindste Skridt frem mod Løsningen af Tyngde- kraftens Gaade; denne Kraft, som gennemtrænger Verdensrummet og styrer Klodernes Bevægelser, staar fremdeles uden nogen Sammen- hæng med de magnetiske og elektriske Kræfter. Og endnu ved vi kun meget lidt om Atomernes indre Bygning. Hvad der hindrer os i at vinde Klarhed over dette store Problem er først og fremmest vor Uvidenhed om den positiv elektriske Del af Atomet. At der foruden de negativ elektriske Elektroner maa være noget, som holder dem sammen paa Trods af deres indbyrdes Frastød- ninger, og som helt eller delvis ophæver deres Virkninger udadtil, sy- nes indlysende. Men hvad er dette positive Element for noget i Er det en Samling positive Elektroner, der kan sidestilles med de nega- tive, men blot af en eller anden Grund ikke kan rives løs og gaa frit som disse? Eller er det noget mere udstrakt eller »massivt«, maaske med Egenskaber, der stemmer bedre med ældre Forestillinger om Stof? Bl. a. de S. 280 omtalte Forsøg kunde tyde paa, at Brint- og maaske Heliumatomer er Grundbestanddele af alle andre Atomer. Hvor langt vi end er fra at forstaa den »Mikrokosme«, den lille Verden, som hedder et Atom, tør det imidlertid dog siges, at Udforsk- ningen af den er begyndt, og at der har aabnet sig Muligheder for at forklare Stoffernes fysiske og kemiske Egenskaber ud fra Atomernes Bygning. J. J. Thomson, der vel mere end nogen anden har gjort sig fortjent af Elektronlærens Udvikling til et sammenhængende Hele, har gjort et interessant Forsøg i denne Retning. En »Atommodel«, der har nogen Lighed med Thomsons tænkte Atombygninger, kan man faa ved at magnetisere en Del ens Synaale lige stærkt (hver med lige mange Strøg af en Magnet), stikke Spid- serne i smaa Korkstykker og sætte dem ud at svømme som vist i Fig. 230, naar alle de opadvendende Spidser er magnetiske Nordpoler, og man noget over Vandfladen anbringer en stærk Elektromagnets Sydpol, vil Naalene under Paavirkning af deres indbyrdes Frastød- ninger samt Magnetpolens Tiltrækning ordne sig i bestemte Ligevægts- figurer, dannede af en eller flere Kredse efter Naalenes Antal. Til Naa- lene skulde nu i Atomerne svare Elektronerne, hvis Antal antages at forholde sig som Atomernes Vægt, medens den store Magnets Pol re-