Elektriciteten
De elektriske Kræfters Frembringelse og Anvendelse i Menneskets Tjeneste

ELEKTRICITETEN I NATUREN 297 a b'ig. 28«. Lynnedslag. Lynvejen er punkteret; de optrukne Linjer er Metaldele. Franklin mente, at det var af Betydning, at Stangen endte med en Spids; thi gennem Spidsen vil der, som omtalt S. 36 Bd. I, sive Elektricitet ud i Luften (o: afgives eller optages Elektroner). Den elek- triske Spændingsforskel mellem Tordenskyen og Jorden skulde da delvis udjævnes ved denne »stille Udladning« gennem Spidsen, saa at Lynaflederen kunde forhindre Lynnedslag, naar Tordenskyen ikke var særlig stærkt ladet eller førtes særlig hurtigt hen over Stedet. Og- saa i vore Dage lægges der mange Steder Vægt paa. at Stangen skal ende med en Spids, og for at denne skal holde sig godt i Luften, gøres Stang- enden ofte af Kobber med Guld- eller Platinbeklædning yderst paa Spidsen. I de sidste Aar vinder den Erkendelse imidlertid mere og mere Raaderum, at den Smule Elektricitet, der kan sive ud af en saadan Spids, ikke kan frembringe nogen nævneværdig Udjævning af Tor- denskyens Elektricitet, og at de nævnte Forholdsregler, som betydeligt fordyrer Lynaflederen, er fuldstændig unyttige. Det er med god Grund, at Franklin paa Grund af sin Opfindelse af Lynafle- deren nævnes blandt Menneskehedens store Velgørere. Tusinder af Menneske- liv og uberegnelige materielle Værdier har Stanglynaflederen sikkert skærmet mod Lynets Ødelæggelser. Men et fuldkom- ment Beskyttelsesmiddel er den langtfra. For det første kan den naturligvis svigte og vel endog gøre Skade i Stedet for Gavn, dersom den er mangelfuldt udført. Er den for tynd, kan Lynet bringe den til at gløde eller smelte og paa den Maade an- tænde brændbare Stoffer. Har Lynledningen en Afbrydelse et Sted, kan her opstaa tændende Gnister. Og har Lynaflederen daarlig Af- ledning til Jorden, kan Lynet springe fra Aflederne over til andre Me- taldele, der byder det en bedre ledende Vej til Jorden, og herved kan Lynet tænde ligesom, naar det i en Bygning uden Lynafleder delvis tager Vejen gennem Metaldele, delvis springer gennem Luft og løber langs Mure (se Fig. 236). Heri er intet mærkeligt. Men selv om alt til- syneladende er i Orden, idet Aflederstangen rager højt op over Hu- set og ved en meget tyk, fuldstændig sammenhængende Metalstang