Gødningslæren og Sædskiftet

Forfatter: Chr. Christensen

År: 1890

Forlag: August Bangs Boghandels Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Udgave: Anden Udgave.

Sider: 276

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 288 Forrige Næste
4 ning anses for dets største Forsømmelse. Denne er endog saa alvorlig og fremtrædende, at vi paa JForhaand trænger til at faa Rede paa, hvad Aarsagen er dertil. En kort historisk Undersøgelse vil let give os Oplysning derom. Da den nuværende gamle Driftsmaade i Aarhundredets Begyndelse blev indført, var vor Jord forud i umindelige Tider bleven dyrket yderst mangelfuldt, og som Følge deraf havde der ophobet sig en betydelig Mængde Plantenæring i den, hvilken laa hen som en død Skat. Jorden var de fleste Steder naturlig frugtbar, var rig paa „gammel Kraft“. Det, den manglede for at give gode Afgrøder, var følgelig ikke Gødning, men derimod en saadan Behandling, at den kunde blive god i fysisk Henseende. Den var som en god Jord, der aldrig har været dyrket; den trængte til Pløjning, Harvning, Brakning, Mergling, Vandafledning m. m. for at blive et bekvemt og sundt Voksested, hvorved dens rige Indhold af Plantenæring tillige kunde komme i tilgængelig, brugbar Form. Alt dette var man selvfølgelig ikke klar over, men Datidens Landbrug handlede i Praksis, som om det var en given Sag. Det laa ogsaa nærmest for Haanden at forsøge at faa Jorden frugtbar næsten udelukkende ved at forbedre den udad til, ved at give den gode fysiske Egenskaber, thi til at begynde med havde man kun lidt eller ingen Gødning at anvende. Ved Udskiftningen kom der nemlig en Mængde Landbrug frem paa hidtil udyrket, ubebygget Jord: Udmarker. Overdrev og Almindinger, og desuden havde Kvægpesten lige forud mere eller mindre ødelagt Besætningerne og derved givet Landmanden en saa- dan Mistillid til Kvægbruget, at han hellere end gjærne gik over til Kornavl som Landbrugets Hovedopgave. Korn- avlen kunde altsaa ikke begynde med en ordentlig Gødskning af Jorden, og det behøvedes, som nævnt, heller ikke. Land- manden kunde nøjes med paa al bedre Jord at lægge Hovedvægten paa Jordens Behandling i fysisk Henseende : Rydning af Sten og Stub, Vandafledning. Jordflytning, Mergling, Brakning samt Indførelse af bedre Sædskifter med Kløver, Ærter og Kartofler. Resultatet af alt dette blev, at Jorden mere og mere fik Egenskaber, som var gunstige for Afgrødernes Vækst, ikke blot i fysisk Hen- seende, men den „gamle Kraft4, Jorden indeholdt, kom