Gødningslæren og Sædskiftet
Forfatter: Chr. Christensen
År: 1890
Forlag: August Bangs Boghandels Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Udgave: Anden Udgave.
Sider: 276
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
4
ning anses for dets største Forsømmelse. Denne er endog
saa alvorlig og fremtrædende, at vi paa JForhaand trænger
til at faa Rede paa, hvad Aarsagen er dertil. En kort
historisk Undersøgelse vil let give os Oplysning derom.
Da den nuværende gamle Driftsmaade i Aarhundredets
Begyndelse blev indført, var vor Jord forud i umindelige
Tider bleven dyrket yderst mangelfuldt, og som Følge deraf
havde der ophobet sig en betydelig Mængde Plantenæring i
den, hvilken laa hen som en død Skat. Jorden var de fleste
Steder naturlig frugtbar, var rig paa „gammel Kraft“.
Det, den manglede for at give gode Afgrøder, var følgelig
ikke Gødning, men derimod en saadan Behandling, at den
kunde blive god i fysisk Henseende. Den var som en god
Jord, der aldrig har været dyrket; den trængte til Pløjning,
Harvning, Brakning, Mergling, Vandafledning m. m. for at
blive et bekvemt og sundt Voksested, hvorved dens rige
Indhold af Plantenæring tillige kunde komme i tilgængelig,
brugbar Form. Alt dette var man selvfølgelig ikke klar
over, men Datidens Landbrug handlede i Praksis, som om
det var en given Sag. Det laa ogsaa nærmest for Haanden
at forsøge at faa Jorden frugtbar næsten udelukkende ved
at forbedre den udad til, ved at give den gode fysiske
Egenskaber, thi til at begynde med havde man kun lidt
eller ingen Gødning at anvende. Ved Udskiftningen kom
der nemlig en Mængde Landbrug frem paa hidtil udyrket,
ubebygget Jord: Udmarker. Overdrev og Almindinger, og
desuden havde Kvægpesten lige forud mere eller mindre
ødelagt Besætningerne og derved givet Landmanden en saa-
dan Mistillid til Kvægbruget, at han hellere end gjærne gik
over til Kornavl som Landbrugets Hovedopgave. Korn-
avlen kunde altsaa ikke begynde med en ordentlig Gødskning
af Jorden, og det behøvedes, som nævnt, heller ikke. Land-
manden kunde nøjes med paa al bedre Jord at lægge
Hovedvægten paa Jordens Behandling i fysisk Henseende :
Rydning af Sten og Stub, Vandafledning. Jordflytning,
Mergling, Brakning samt Indførelse af bedre Sædskifter
med Kløver, Ærter og Kartofler. Resultatet af alt dette
blev, at Jorden mere og mere fik Egenskaber, som var
gunstige for Afgrødernes Vækst, ikke blot i fysisk Hen-
seende, men den „gamle Kraft4, Jorden indeholdt, kom