Gødningslæren og Sædskiftet

131 opsamles ved Hjælp af Tørvejord, men dette bør da langt hellere ske i Staldene end uden for i en særlig Mødding af Tørvejord. Grongodning. Denne Gødning faas ved, at en eller anden Afgrøde i Stedet for at benyttes som Foder piøjes ned, naar den staar i sin største Fylde, nemlig i Blomstringstiden. Denne Maade at gøde Jorden paa er vel kjendt fra gammel Tid, men den har i de sidste Aar vundet forøget Udbredelse og Opmærksomhed, hvad den da ogsaa i flere Henseender for- tjener. Der indvendes ganske vist imod Grøngødskning, at den kun meget lidt gøder Jorden i Virkeligheden, idet de gødende Stoffer, en Grøngødningsafgrøde indeholder, nærmest maa siges at stamme fra selve Jorden, og at den som Følge deraf snarere maa virke udpinende end berigende. At der er noget heri, fremgaar tydeligt deraf, at Jorden ikke i Længden kan holdes frugtbar nok alene ved Anvendelse af Grøngødning; men paa den anden Side er det en Misfor- staaelse at kalde den udpinende i egentlig Forstand. Den er en god Hjælpegødning, d. e. den kan hjælpe os til at tage fuldere Nytte af Jorden og dens Plantenæring, end vi ellers kunde. Jordens Gødskning gaar nemlig ikke blot ud paa at tilføre Afgrøderne Næring — skjønt det ofte opfattes saa- lades —, den har ogsaa til Formaal at fremme Jordens fysiske Bekvemhed, og den kan tillige gaa ud paa i Mad- jorden at opsamle et Fond af Plantenæring, som man skaffer til Veje deri ved Hjælp af Grønafgrøder, der har særlig Evne til at benytte de gødende Stoffer, som Vandet fører ned i Undergrunden og her er udsatte for at spildes ved fortsat Udvaskning. Som bekjendt er Grøngødning navnlig særdeles god paa sandede, muldfattige Jorder, thi disse trænger til en Forøgelse af Muld, og det kniber foreløbig med paa Jorder af den Art at skaffe den fornødne Staldgødning til Veje. Det er da i sin gode Orden at lade en Afgrøde, som har meget dybtgaaende Rødder, der kan opsamle den i Undergrunden spredte, fra Madjorden ned- vaskede Plantenæring, og som har store Blade, der i rige- 9*