Gødningslæren og Sædskiftet
Forfatter: Chr. Christensen
År: 1890
Forlag: August Bangs Boghandels Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Udgave: Anden Udgave.
Sider: 276
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
132
ligt Maal kan tage Næring fra Luften og danne meget or-
ganisk, muldgivende Stof, vokse paa saadan Jord og derpaa
pløje den ned som Grøngødning, thi da vil Madjorden paa
en Gang blive mere muldet og faa et Indhold af saa megen
Plantenæring, at en efterfølgende Afgrøde med nogenlunde
Sikkerhed kan trives derpaa. Men hvorfor da ikke høste
den første Afgrøde, da den kun giver Næring til den føl-
gende? Ja, paa god Jord kan den første, Madjorden be-
rigende Afgrøde høstes og anvendes som Foder, f. Eks.
Kløver og Ærter, der jo begge, naar de lykkes ordentlig,
efterlader Jorden saa skjør og saa rig paa Muld og Plante-
næring, at den følgende Afgrøde kan trives ypperligt der-
efter. Men slige værdifulde Afgrøder kan der ikke begyndes
med paa simple Sandjorder, paa disse kan foreløbigt kun
vokse Lupiner og Boghvede, der har en ringere eller slet
ingen Værdi som Foder, mens de er fortrinlige til Nedpløj-
ning som Grøngødning. Mulden, de giver, er ogsaa en vir-
kelig Berigelse for Jorden, og det samme er i Virkeligheden
ogsaa Tilfældet med en Del af den Plantenæring, de samler
op dybt fra Undergrunden, da den ellers let vilde føres helt
bort af Vandet. Og desuden kan det kun anbefales ved
Hjælp af mindre værdifulde Afgrøder som Lupiner og Bog-
hvede at kunne frembringe mere værdifulde, navnlig da Rug.
Selv om Grøngødningsafgrøden, hvad jo gjælder om Lupiner,
tillige er „kvælstofsamlende“, er det nødvendigt at tilføre
Jorden Staldgødning temmelig snart; men denne faas jo ogsaa
i noget forøget Mængde igjenneni de Afgrøder, der høstes
efter Grøngødskningen.
Lupiner og Boghvede er, som nævnt, de Afgrøder,
der bedst egner sig til Grøngødning paa Sandjorder. Den
første trives særlig godt paa høje, tørre Sandjorder. Den
er en udpræget Sandplante med flere Al. lange Rødder,
kraftige Stængler og en betydelig Bladfylde, og den har en
fortrinlig Evne til at tage Næring fra de dybe Jordlag og
fra Luften, ja kan endog benytte dennes fri Kvælstof som
Næring. Lupinen er da ogsaa meget rig paa Kvælstof og
forholdsvis tillige paa Fosforsyre og Kali; følgelig giver den
ved Nedpløjningen en kraftig Gødning, der let omsættes.
Den saas i Brakskiftet forud for Rug sidst i Maj, men for-
øvrigt bør man prøve sig frem for nærmere at finde dens