Gødningslæren og Sædskiftet

Forfatter: Chr. Christensen

År: 1890

Forlag: August Bangs Boghandels Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Udgave: Anden Udgave.

Sider: 276

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 288 Forrige Næste
132 ligt Maal kan tage Næring fra Luften og danne meget or- ganisk, muldgivende Stof, vokse paa saadan Jord og derpaa pløje den ned som Grøngødning, thi da vil Madjorden paa en Gang blive mere muldet og faa et Indhold af saa megen Plantenæring, at en efterfølgende Afgrøde med nogenlunde Sikkerhed kan trives derpaa. Men hvorfor da ikke høste den første Afgrøde, da den kun giver Næring til den føl- gende? Ja, paa god Jord kan den første, Madjorden be- rigende Afgrøde høstes og anvendes som Foder, f. Eks. Kløver og Ærter, der jo begge, naar de lykkes ordentlig, efterlader Jorden saa skjør og saa rig paa Muld og Plante- næring, at den følgende Afgrøde kan trives ypperligt der- efter. Men slige værdifulde Afgrøder kan der ikke begyndes med paa simple Sandjorder, paa disse kan foreløbigt kun vokse Lupiner og Boghvede, der har en ringere eller slet ingen Værdi som Foder, mens de er fortrinlige til Nedpløj- ning som Grøngødning. Mulden, de giver, er ogsaa en vir- kelig Berigelse for Jorden, og det samme er i Virkeligheden ogsaa Tilfældet med en Del af den Plantenæring, de samler op dybt fra Undergrunden, da den ellers let vilde føres helt bort af Vandet. Og desuden kan det kun anbefales ved Hjælp af mindre værdifulde Afgrøder som Lupiner og Bog- hvede at kunne frembringe mere værdifulde, navnlig da Rug. Selv om Grøngødningsafgrøden, hvad jo gjælder om Lupiner, tillige er „kvælstofsamlende“, er det nødvendigt at tilføre Jorden Staldgødning temmelig snart; men denne faas jo ogsaa i noget forøget Mængde igjenneni de Afgrøder, der høstes efter Grøngødskningen. Lupiner og Boghvede er, som nævnt, de Afgrøder, der bedst egner sig til Grøngødning paa Sandjorder. Den første trives særlig godt paa høje, tørre Sandjorder. Den er en udpræget Sandplante med flere Al. lange Rødder, kraftige Stængler og en betydelig Bladfylde, og den har en fortrinlig Evne til at tage Næring fra de dybe Jordlag og fra Luften, ja kan endog benytte dennes fri Kvælstof som Næring. Lupinen er da ogsaa meget rig paa Kvælstof og forholdsvis tillige paa Fosforsyre og Kali; følgelig giver den ved Nedpløjningen en kraftig Gødning, der let omsættes. Den saas i Brakskiftet forud for Rug sidst i Maj, men for- øvrigt bør man prøve sig frem for nærmere at finde dens