Gødningslæren og Sædskiftet

154 men da denne er meget findelt og altsaa kan blandes godt med Jorden, kan den dog nogenlunde komme Afgrøderne til gode. Den raa Peru-G-uano, som nu kan faas, er en meget god Gødning paa gode, muldede Jorder i ordentlig Drift. Den bør kun benyttes som Foraarsgødning og kun til Af- grøder, som har rigelig Brug baade for Kvælstof og Fos- forsyre, altsaa navnlig til Roer og Kartofler, 2 å 300 Pd. deraf sammen med halv Staldgødning pr. Td. Ld.; til Byg og Havre kan den ogsaa anvendes med 1 å 200 Pd. pr. Td. Ld. Den udbringes, naar Jorden er fældet og bør ikke fældes ret dybt ned. Den er forholdsvis noget dyr og an- vendes kun lidt. Opløst Peru-Guano. Af forskjellige Aarsager begyndte man i 1861 at behandle den raa Guano med Svovlsyre, hvorved al dens Fosforsyre gjøres let opløselig, idet der dannes sur fosforsur Kalk; tillige dannes der svovlsur Ammoniak og en Del Gibs. Gødningen kaldtes da for op- løst Peru-Guano, som var et brunligt, ensartet Pulver med stærk G-uanolugt. Den indeholdt næsten 10 pCt. Ammoniak og 10 pCt. i Vand opløselig Fosforsyre. — Denne Gødning faldt straks i Landmændenes Smag og maatte ogsaa siges at være en god og virksom Hjælpegødning; men den har været vel dyr, og efterhaanden som den ægte raa Peru- Guano blev opbrugt, ophørte følgelig dens Anvendelse. Den anvendtes og virkede iøvrigt som raa Peru-Guano. Ammoniak-Superfosfaterne. Efterhaanden Forbruget af opløst Peru-G-uano, som ogsaa er et Ammoniak-Superfosfat, tog til og den raa Guano, som nævnt, blev opbrugt, fandt man paa at danne en Gødning, der havde samme Indhold som opløst Peru-Guano, ved Sammenblanding af rent Superfosfat og svovlsur Ammoniak. Hvorledes Superfosfaterne fremstilles er allerede omtalt (S. 146), og den svovlsure Ammoniak faas ved Gastilvirkningen. Under denne dannes der nemlig en Del kulsur Ammoniak, som ved Op- hedning let fordamper og ledes da ned i Svovlsyre, der saa forener sig med Ammoniaken til et hvidt, krystallinsk Salt, som ikke fordamper ved almindelig Varme. Dette Salt indeholder oprindelig nogle Cyan- og Rhodanforbindelser, som er farlige Plantegifte (s. S. 50) og som derfor maa