Gødningslæren og Sædskiftet

189 at dyrke en meget ringe Del af Jorden, nemlig blot de nærmeste Højdedrag nær Byerne, mens alt den øvrige fik Lov til at ligge hen til vedvarende Græs, til Eng, Mose, Skov, Hede osv., men idet Trevangsbruget gav Plads til Rensning og en i det hele taget bedre og mere omfattende Behandling af Jorden, høstede man bedre og sikrere Af- grøder end under Alsædsbruget. Den forøgede Kornavl ønskede man dog ikke for Kreaturholdets Skyld, men fordi Folkemængden forøgedes, lige som ogsaa Skatterne, der for en stor Del ydedes i Korn, blev forøgede. Indtil foi 100 Aar siden dyrkede man altsaa kun en ringe Del af Jorden, nemlig kun saa megen, som kunde give Menneskene det nødvendige Føde-, Saa- og Skattekorn. Naar man havde en Høst af 6, højst 8 Fold, var man godt tilfreds den Gang, og maatte man nøjes med 3 å 4 Fold, fandt man sig tem- melig villigt deri. Under begge de nævnte Sædskifter laa alle Joidei i Fællesskab. Den enkelte Landmand havde kun en lille Plet lige omkring Gaarden — den saa kaldte Toft, som han kunde raade over efter Behag. Den dyrkede Jord var delt i mange smalle Agre, hvoraf hver Mand havde en hel Del, 10—20—30, ja indtil 50, og ingen af disse laa umiddelbart op til hverandre. Alle disse Agre tilsammen gik under Navn af Bymarken, og den var i Reglen delt i 3\ange, hvoraf den ene aarligt dyrkedes med Rug, Ru g vang en, den anden med Sommersæd, By g vangen, og don tredje. Fælleden, laa hen til Fællesgræsning og Brakning. Med Hensyn til Bygmarkens Dyrkning bestod der et Slags Ar- bejdsfællesskab, thi naar der skulde foretages noget, kaldte Oldermanden de øvrige Bymænd sammen til Gadestævne, og saa drøftede man, naar der skulde saas, høstes osv., og hvad der da blev vedtaget, havde alle at rette sig efter, og hvem, der ikke gjorde det, maatte give Bøder, som man for- øvrigt drak op i Fællesskab et Par Gange om Aaret. Et saadant Fællesskab medførte, at den enkelte ikke frit kunde røre sig, det gjaldt kun om at følge Trop, enten Jorden var tjenlig til at saas eller Kornet til at høstes eller ej. Paa den anden Side gav Fællesskabet et stort Sammenhold mellem Landmændene, og gik det skjævt for den ene, blev hau hjulpet af de andre; men jo mere Fattigdom og For-