Gødningslæren og Sædskiftet

190 trykthed fandt Vej til dem, des mere aandiøst og hæmmende blev Fællesskabet, og saa gjorde det Skade i høj Grad. Den ikke dyrkede Jord laa hen til almindeligt Fælles- skab. uden at den enkelte Mand havde nogen egen Part deraf. Der var dog Regler for, hvor mange Kreaturer den enkelte maatte lade græsse, hvor mange Svin han maatte holde i Skoven, hvor mange Læs Tørv han maatte skære osv. Bymændene holdt i Fællesskab en Byhyrde, som vogtede alt Byens Kvæg, og som fik sin Kost paa Omgang hos dem. Naar Køerne skulde malkes, dreves Kvæget nær til Byen, og Hyrden blæste da i sit Horn og kaldte Pigerne til Malkning, en Skik, som man endnu kan se ovre paa Fanø. — I hin Tid havde Husmændene ingen Jord for sig selv, men de havde Ret til at sende en Ko eller to, nogle Faar og et Par Svin til fælles Græsning og Skovgang, lige som de ogsaa havde Part i Tørveskær m. m. Denne Hus- mændenes Ret var vistnok ikke egentlig lovlig, men bestod snarere ved Vedtægt eller Skik. Der har rimeligvis været fattige og trange Tider for den danske Bondestand mere end én Gang, men dens Fattig- dom og Fortrykthed har næppe nogen Sinde været større end ved Midten af forrige Aarhundrede. Aarsagerne hertil skal ikke drøftes her, thi det er nok at erindre om, at Bondestanden var bleven ufri, stavnsbunden, mere og mindre tynget med Skatter i saa at sige alle Former, havde mistet Ejendomsretten til Jorden med Bygnin- ger og Besætning, hvortil kom, at Handel, Om- og Afsæt- ning med Landbrugsprodukter hæmmedes i høj Grad ved en Række af uheldige Love og administrative Bestemmelser; og ikke mindst var det Kvæg pest en, som gjorde Bondens og hele Landbrugets Stilling saa yderst sørgelig omkring forrige Aarhundredes Midte. Kvægpesten rasede navnlig i Aarene 1745 til 1751, og i disse 7 Aar skal der være død over 2 Mill. Stkr. Kvæg her i Landet. Da kun en lille Del af Jorden blev dyrket med Korn, var det jo en Selvfølge, at Landbrugets Hovedindtægter den Gang skulde tages ind gjennem Kreaturholdet, og da Kvægpesten, som nævnt, saa at sige aldeles forstyrrede dette Forhold, maatte Bonde- standen for Alvor blive forarmet. I flere Landsbyer havde Pesten ved Aaret 1760 saa godt som ikke sparet et eneste