Gødningslæren og Sædskiftet
Forfatter: Chr. Christensen
År: 1890
Forlag: August Bangs Boghandels Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Udgave: Anden Udgave.
Sider: 276
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
190
trykthed fandt Vej til dem, des mere aandiøst og hæmmende
blev Fællesskabet, og saa gjorde det Skade i høj Grad.
Den ikke dyrkede Jord laa hen til almindeligt Fælles-
skab. uden at den enkelte Mand havde nogen egen Part
deraf. Der var dog Regler for, hvor mange Kreaturer den
enkelte maatte lade græsse, hvor mange Svin han maatte
holde i Skoven, hvor mange Læs Tørv han maatte skære
osv. Bymændene holdt i Fællesskab en Byhyrde, som
vogtede alt Byens Kvæg, og som fik sin Kost paa Omgang
hos dem. Naar Køerne skulde malkes, dreves Kvæget nær
til Byen, og Hyrden blæste da i sit Horn og kaldte Pigerne
til Malkning, en Skik, som man endnu kan se ovre paa
Fanø. — I hin Tid havde Husmændene ingen Jord for sig
selv, men de havde Ret til at sende en Ko eller to, nogle
Faar og et Par Svin til fælles Græsning og Skovgang, lige
som de ogsaa havde Part i Tørveskær m. m. Denne Hus-
mændenes Ret var vistnok ikke egentlig lovlig, men bestod
snarere ved Vedtægt eller Skik.
Der har rimeligvis været fattige og trange Tider for
den danske Bondestand mere end én Gang, men dens Fattig-
dom og Fortrykthed har næppe nogen Sinde været større
end ved Midten af forrige Aarhundrede. Aarsagerne hertil
skal ikke drøftes her, thi det er nok at erindre om, at
Bondestanden var bleven ufri, stavnsbunden, mere og
mindre tynget med Skatter i saa at sige alle Former,
havde mistet Ejendomsretten til Jorden med Bygnin-
ger og Besætning, hvortil kom, at Handel, Om- og Afsæt-
ning med Landbrugsprodukter hæmmedes i høj Grad ved
en Række af uheldige Love og administrative Bestemmelser;
og ikke mindst var det Kvæg pest en, som gjorde Bondens
og hele Landbrugets Stilling saa yderst sørgelig omkring
forrige Aarhundredes Midte. Kvægpesten rasede navnlig i
Aarene 1745 til 1751, og i disse 7 Aar skal der være død
over 2 Mill. Stkr. Kvæg her i Landet. Da kun en lille Del
af Jorden blev dyrket med Korn, var det jo en Selvfølge,
at Landbrugets Hovedindtægter den Gang skulde tages ind
gjennem Kreaturholdet, og da Kvægpesten, som nævnt, saa
at sige aldeles forstyrrede dette Forhold, maatte Bonde-
standen for Alvor blive forarmet. I flere Landsbyer havde
Pesten ved Aaret 1760 saa godt som ikke sparet et eneste