Gødningslæren og Sædskiftet

199 derpaa. Allerede 1756 gjorde Ejeren til Berritzgaard paa Lolland Forsøg med Rødkløver. Han satte to Mænd til at saa Frøet paa et nogle Tdr. Land stort Stykke Byg, men Mændene var saa ærgerlige over denne nye Udsæd, at de begravede Frøet i Møddingen, men alligevel foregav, at de havde saaet det, hvor de skulde. Godsejeren gik da om Sommeren, og kigede efter Kløveren uden at kunne faa Øje paa den, hvorover de to Saamænd anstillede sig meget for- bavsede. løvrigt blev Kløverdyrkning først almindelig paa Langeland og Fyn og derefter paa Sjælland og Lolland- Falster. Ved Aarhundredets Begyndelse var den i Brug paa de fleste større og mere veldrevne Gaarde, mens den først blev almindelig i de mindre Landbrug efter 1830. Det var for Resten mærkeligt, at det kneb saa meget med at faa Kløverdyrkningen almindelig frem, da det jo kunde paavises, at den gav mere og bedre Foder, end man var vant til, og navnlig gjorde den ogsaa Jorden mere bekvem til Dyrkning af Korn end tidligere, idet Kløveren efterlader Jorden renere og skjørere samt kraftigere end efter det naturlige Græsleje. Paa gode Kornjorder vandt Kløveren da ogsaa hurtigere Indgang end paa simplere og forsømte Jorder. . Det kneb ogsaa med at faa Helbrakken indfølt her i Landet, endnu mere end med Dyrkning af Kløver. Saa længe denne ikke blev dyrket, og man nøjedes med det naturlige Græs, var man meget bange for at brakke Jorden ordentlig, thi saa vilde man jo ødelægge Kvikken og lignende Græsser, og Græsningen vilde da blive altfor simpel. Man var ogsaa bange for, at selve Jorden skulde lide Skade af at blive rigtig brakket og derved tabe i Evne til at kunne bære Korn. Disse Grunde var dog af mindre eller ingen Betydning, men der var andre og vigtigere Grunde imod Brakningen, og de kom netop fra de den Gang ledende Landmænds Side, f. Eks. Sognepræst Høegli i G-jentofte. Han udgav i 1794 en efter den Tid ganske fortrinlig Agerdyrkningslære for mindre Landmænd, og i denne Bog udtaler han sig tydeligt nok imod Brakningen, ja kalder den ligefrem en Uting paa ikke stærkt lerede Jorder og efter et kort Udlæg med Kløver; efter Høeghs Mening skulde man helst dyrke Jorden hvert Aar, da den