Gødningslæren og Sædskiftet

215 Husdyrprodukter steg endnu stærkere end Kornpriserne, — da gik Kobbelbruget i Stykker. Hvorledes Sædskiftet herefter arter sig, gaar vi nu over til at undersøge. Kobbelbruget efter 1860. Med Aaret omtr. 1860 begyndte de foran nævnte Gjen- vordigheder for Alvor at undergrave det blandede Kobbel- brug. Allerede .1846 svigtede Kartoflen jo; først i Tredserne meldte Ærterne sig „syge“, og lidt senere blev Kløveren „træt“. Dette maa dog ikke forstaas saaledes, at disse Af- grøder først nu begynder at trives upaalideligt, thi det havde de gjort saa ofte tidligere. Forhen skete det dog kun hist og her eller kun et enkelt Aar af og til; men i Tredserne svigter de, og navnlig da Ærterne, Aar efter Aar mange Steder. Mens Ærterne tidligere dækkede Jorden stærkt og derved holdt Ukrudtet nede, blev de nu tynde og aabne i Væksten, saa at Ukrudtet fik god Plads og følgelig tog til at formere sig stærkt, lige som Jorden efter Ærter nu og- saa blev mere fast eller ligefrem ubekvem. Bygget og Havren, som gjærne fulgte efter Ærter, var sikre og paalidelige, saa længe Ærterne selv var det; men da disse nu blev upaalide- lige, blev det samme Tilfældet med Bygget og Havren. Dette havde igjen til Følge, at Jorden efterhaanden blev lagt ud i mindre bekvem og i uren Tilstand, hvorved baade Kløver og Græs blev tyndere og simplere end tidligere. Naar alt- saa baade Ærter og Kløver samt gjærne tillige de 2 sidste Kornafgrøder samtidig begyndte at gaa tilbage, gav det naturligvis Kobbelbruget i sin daværende Form et slemt Knæk. Enkelte gunstige Somre kunde dog lige som gjøre alt godt igjen, men til Gjengjæld viste Tilbagegangen sig des kjendeligere i ugunstigere, navnlig tørre Somre. Til- bagegangen viste sig naturligvis ikke ens og lige betydelig alle Vegne. Forholdet var dette, at hvor Jorden var bleven stærkt benyttet fra ældre Tid, dér meldte Tilbagegangen sig først, og især hvis der ikke blev gødet rigeligere end i Al- mindelighed. Hvor man derimod havde begyndt noget sent at brakke og mergle, at dyrke Ærter og Kløver, saas der foreløbig kun ringe eller ingen Tilbagegang. Dermed be- gyndte de forsømte Ejendomme at tiltale Landmændene, thi