Gødningslæren og Sædskiftet

Forfatter: Chr. Christensen

År: 1890

Forlag: August Bangs Boghandels Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Udgave: Anden Udgave.

Sider: 276

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 288 Forrige Næste
218 paa Grund af en frugtbar og vel behandlet Jord trives godt, bliver tætte eller maaske gaar i Leje, vil dette altid hæmme Ukrudtet stærkt. Og naar vi saa husker paa, at Kobbel- bruget i sine rette Velmagtsdage begyndte med Helbrak, som efterfulgtes af 1 eller 2 Kornafgrøder, denne eller disse igjen af en vellykket Ærteafgrøde, hvorefter der atter kom 2 Kornafgrøder og tilsidst Kløver og Græs, saa vil det for- staas, at Afgrøderne vekslede forholdsvis meget, og navnlig mens Kartoflen holdt sig frisk, thi da var det jo almindeligt, at der blev dyrket et helt Skifte deraf. Et saadant Sæd- skifte var jo ikke langt fra at være et Vekselbrug, og del- er ingen Tvivl om, uden at denne eller en lignende Ordning af Kobbelbruget absolut maatte gjøre det til et fortrinligt Sædskifte, saa længe Jorden var i Kraft og Foderafgrøderne lykkedes godt alle. Navnlig kunde Ukrudtet da ikke brede sig i den Grad, som det af Naturen gjærne vilde; under Brakningen og FoderafgrødøriiG kund© det ikkö fact 1 lads, men blev meget mere trykket eller udryddet. Tid efter anden kom imidlertid Kartoffelsygen, Ærternes „Træthed“ og Kløver- eller Græsmarkernes Siethed samt Jordens Ud- pining. Herved brast Kobbelbrugets Grundpiller og maatte følgelig gives en anden Ordning. Naar vi nu gaar over til at se paa, hvorledes man under disse Forhold, altsaa navnlig fra 1860 og omtr. ind- til Nutiden, har søgt at ordne Sædskiftet for at faa gode Afgrøder og for at hæmme Ukrudtet, faar man ligefrem bedrøvelige Ting at se. Erfaringen, som skulde være Land- mændenes bedste Læremester, burde jo afgjort have lært dem, at det 1) gjaldt om at faa Jorden i fuld Kraft paa ny, og 2) at fors kj e 1 ligart ede Afgrøder nu lige som før var en Nødvendighed tor Sædfølgen, hvis denne skulde kunne hæmme Ukrudtet og tillige give rigeligt og passende Kvægfoder. Man begyndte da ogsaa at blive opmærksom paa det første Punkt — Jordens Ud- pining eller rettere dens Trang til at komme i bedre Gød- ningskraft, — men de fleste Landmænd gik langt fra den lige eller rette Vej for at bøde derpaa. I Stedet for at skaffe mere Staldgødning og navnlig at undgaa Spild deraf, kom de ind paa at benytte Kunstgødning og at gjøre Sædskiftet kortere end forhen, hvorved de sidste Afgrøder